Engelske mønter med kristne motiver skulle beskytte mod vikingernes togter, men endte i stedet som værdifulde vikingesmykker. Nu er to af de sjældne mønter fundet i Danmark – heraf den ene i Løgumkloster.
Efter gentagne og langvarige invasioner af vikingehære forsøgte den engelske kong Æthelred 2. i år 1009 at mobilisere både rige og kirke i forsvaret mod angrebene. Udover en omfattende bod og faste fik kongen også præget en usædvanlig mønt med kristne motiver i håb om at få guddommelig hjælp mod vikingernes hærgen.
Men mønterne fik ikke den ønskede effekt. Tværtimod tyder det på, at vikingerne fandt dem særligt attraktive og bar dem som smykker. Nu er to af de sjældne sølvmønter fundet af detektorførere i Danmark – en nær Løgumkloster og en ved Kåstrup i Thy.
”Jeg fik et sug i maven, for mønterne er meget sjældne, og de bærer på en usædvanlig, men også paradoksal historie. De blev jo skabt i et forsøg på at opnå beskyttelse mod vikingerne, men ender i stedet som værdsatte smykker eller amuletter om halsen på vikingerne. Det er jo lidt tragikomisk,” siger Gitte Tarnow Ingvardson, museumsinspektør ved Nationalmuseet.
Dukker op i Skandinavien
De såkaldte engelske ”Guds lam” mønter er meget sjældne. I alt er der fundet knap 30 eksemplarer af mønten på verdensplan. Kun 4-5 stykker er fundet i England, resten er fundet i de Skandinaviske eller Baltiske lande. Her har langt de fleste haft påsat øskner, som tyder på, at vikingerne har båret dem som smykke om halsen eller måske amuletter.
Mønterne skiller sig markant ud fra samtidige engelske mønter, der bærer kongens portræt og et kors på modsatte side. Guds lam mønterne er derimod på den ene side præget af et lam, der gennembores af et kors – et kristent symbol på Kristi offer. Lammet står på en tavle med de græske bogstaver alfa og omega, som symboliserer, at Gud er begyndelsen og afslutningen på alt. På den anden side af mønten ses den opadstigende helligåndsdue.
Inspirerer danske mønter
Udmøntningen var formentlig begrænset og kortvarig, og man kan spekulere i, om den blev opgivet, fordi den ønskede virkning udeblev. Vikingeangrebene fortsatte i hvert fald.
Til gengæld fik de mange engelske mønter, som vikingerne ranede til sig under deres togter, afgørende betydning for, hvordan de danske vikingekonger organiserede møntvæsenet i Danmark.
”Det danske møntvæsen er inspireret og baseret på det velordnede engelske møntsystem. Vikingerne opdagede hurtigt, at det var langt smartere at bruge mønter end at klippe sølv i stumper og stykker, når man skulle handle,” siger Gitte Tarnow Ingvardson.
Selv Guds lam mønterne blev imiteret herhjemme. Vikingekongerne Knud den Store og hans søn Hardeknud prægede mønter med de samme to motiver, og det samme gjorde Svend Estridsen, som endte med at spille en vigtig rolle i etableringen af den danske kirkeorganisation.
De mange tråde er med til at gøre mønten særlig, mener Gitte Tarnow Ingvardson.
”Det, der fascinerer mig mest, er, hvordan man ud fra sådan en lille mønt kan udfolde en historie om de engelske konger og kristendommen i England, som trækker tråde til de danske vikingekonger, det danske møntvæsen og selv etableringen af den danske stat. For det berører hele vikingesamfundet. Tænk, at sådan en lille mønt rummer så meget.

