Hvordan ser en skole ud, når undervisningen tager udgangspunkt i virkelige mennesker, virkelige problemstillinger og elevernes nysgerrighed på verden?
Det kan besøgende opleve nu på mandag den 15. juni, når Løgumkloster Efterskole inviterer til stor projektmesse som afslutning på 10. klassernes skoleår.
Løgumkloster Efterskole har i dette skoleår arbejdet med en ny måde at organisere 10. klasse på. De klassiske fag – dansk, engelsk og matematik – som normalt afsluttes med eksamen, er tænkt helt anderledes og erstattet af tre nye hovedfag: Natur, Verden og
Kommunikation.
Undervisningen har primært været bygget op omkring projekter, selvstudie og fordybelse, og de traditionelle eksamener er erstattet af et stort tværfagligt projekt, som afsluttes med en offentlig messe mandag den 15. juni.
Men projektmessen handler om langt mere end afslutningen på et skoleår.
“Vi har ønsket at skabe en skolegang, hvor eleverne ikke kun lærer for skolens eller eksamenens skyld, men også lærer at handle i det samfund og den verden, der omgiver dem. Projektmessen viser, hvad der sker, når unge mennesker arbejder undersøgende,
kreativt og tæt på virkeligheden,” udtaler skolen.
Projektmessen giver samtidig et sjældent indblik i en skoleform, der forsøger at gentænke 10. klasse og gøre undervisningen mere undersøgende, praksisnær og meningsfuld.
På messen præsenterer eleverne projekter, som de gennem længere tid har udviklet i samarbejde med virksomheder, organisationer og foreninger. Fælles for projekterne er, at de tager afsæt i konkrete problemstillinger fra virkeligheden og elevernes egne
undersøgelser.
Projektmessen har overskriften: “Et virksomt liv – en virkelighed du kan gribe; en verden du kan undres over.”
På messen formidler eleverne deres arbejde gennem stande, præsentationer og samtaler med gæsterne. Besøgende får samtidig indblik i, hvordan unge arbejder med blandt andet bæredygtighed, kommunikation, frivillighed, erhvervsliv og samfund.
Projektmessen foregår på Løgumkloster Efterskole mandag den 15. juni kl. 10.00–13.00 og kl. 15.00–17.30
Arrangementet er åbent for alle interesserede.

