Noget så enkelt som garn og pinde kan gøre en forskel. Det viser et pilotprojekt fra Masker i Marsken,
hvor unge i Tønder fik mulighed for at opleve ro og nærvær gennem strikning. Projektet blev afprøvet
over to caféaftener i samarbejde med Ballast – et behandlingstilbud for børn og unge fra familier med
misbrug.
– Der sænkede sig en særlig ro i rummet. Flere af de unge, som ellers kan have svært ved at finde ro, sad
fordybede i arbejdet med hænderne, fortæller Aristea Vestergaard Pappas, børne- og ungekoordinator
hos Masker i Marsken, og tilføjer:
– Aftensmaden blev ekstra udsat, fordi ingen havde lyst til at stoppe. Det siger noget om, hvor meget
det betyder at få et frirum uden krav og præstation.
Ballast arbejder til dagligt med børn og unge, der vokser op med alkohol- eller stofmisbrug i familien.
Her får unge hjælp til at finde fodfæste i hverdagen. De to strikkeaftener viste, at kreativt håndværk
kan give en mental pause fra uro og indre støj.
Når kreativitet bliver en vej til ro og overskud
Det handlede ikke om at lære at strikke perfekt, men om at bruge håndarbejdet som ramme for
fællesskab og fordybelse.
– At arbejde med hænderne og materialet i håndværk fremmer en særlig tilstand af ro og fokus, kaldet
flow. Her får hjernen en pause, kroppen slapper af, og man er til stede, forklarer Marie Koch, ph.d. og
forsker i håndværk, læring og psykologi.
– Det er vigtigt, at der i undervisning og fritidsaktiviteter gives plads til denne oplevelse, så unge selv
kan lære at skabe ro og nærvær. I en tid, hvor mange unge kæmper med uro og mistrivsel, kan flow
være et værdifuldt redskab, uddyber hun.
Et lille greb med stor effekt
Masker i Marsken arbejder nu videre for at gentage og udvide indsatsen.
– Det her koster meget lidt, men giver stor effekt. Vi håber, at Tønder Kommune vil bakke op om flere
kreative trivselsfællesskaber for unge, siger Aristea Vestergaard Pappas.
FAKTA
Masker i Marsken er en årlig strikkefestival i Tønder Kommune, der med fokus på masker, marsk og
mindfulness, arbejder for at styrke mental sundhed og lokal stolthed. Festivalen arrangerer workshops,
events og projekter, som samler folk på tværs af generationer og baggrunde, både under og mellem
festivalerne. Her i 2025 finder den sted i dagene fra den 24. til 26. oktober.
Vil du være med?
Masker i Marsken er altid på udkig efter frivillige og samarbejdspartnere, der har lyst til at være med til
at skabe kreative frirum og styrke unges trivsel i Tønder Kommune. Har du idéer, engagement eller
hænder, der vil være med, så hører vi meget gerne fra dig. Xe mere om Masker i Marsken på www.maskerimarsken.dk
