Laksekvoten i Brede Å vandsystem er i 2025 på 45 laks.
Laksekvote: Der må maksimalt hjemtages 40 stk. laks delt i 2 grupper: 25 stk. på 73 cm eller derunder og 15 stk. over 73 cm i de i bekendtgørelsens § 2, stk. 2, nr. 1 nævnte områder (primært laksevand A).
Endvidere må der maksimalt hjemtages 5 stk. laks i de i bekendtgørelsens § 2, stk. 2, nr. 2 nævnte områder i Brede Å vandsystem (øvrig laksevand B). Der er ikke regler for størrelse på de laks, der bliver tildelt i Laksevand B-område, andet end, at de skal overholde mindstemålet.
Der må højst hjemtages én laks pr. mand inden for kvoten i Brede Å vandsystem.
Indrapportering af laks foregå inden kl. 24.00 på dagen, hvor laksen er fanget, og det gælder både hjemtagne og genudsatte laks. Oplysninger om fangst både hjemtagne og genudsatte laks skal være offentligt tilgængelige på: www.bredeaa.dk.
I forbindelse med registrering af fangsten, skal der for både de hjemtagne og genudsatte laks indrapporteres om laksen havde fedtfinne eller om fedtfinnen manglede.
Kvoterne og fiskeriet er reguleret i henhold til opdelingen i primær laksevand og øvrig laksevand og er beskrevet i denne bekendtgørelse – Bekendtgørelse om særlige fiskeriregler og fredningsbælter i Vadehavet og i visse sydjyske vandløb.
Vær opmærksom på, at man lokalt kan have regler for hvornår og hvor mange laks, der kan landes på de enkelte strækninger.
Biologisk vurdering af forhold, der påvirker laksekvoten i Brede Å vandsystem i 2025
Fangsterne i 2024 udviste et fald på 42 % i forhold til 2023 og 54 % i forhold til 2022. Andelen af grilse i 2024 var lav.
DTU Aqua har i efteråret 2021 undersøgt laksebestanden i Brede Å-systemet. Undersøgelsen viste, at bestanden var vokset i forhold til undersøgelsen i 1995, idet den i 2021 blev estimeret til 868 (475-1.262) laks, mens den i 1995 blev estimeret til ca. 120 laks.
I 2021 blev udsætningerne øget i Brede Å-systemet grundet IHN-baserede restriktioner for udsætning i nabo vandløb.
Igennem de senere år er der i Brede Å-systemet genskabt flere gyde- og opvækstområder i både hovedløb og tilløb. Seneste initiativ er, at der er genskabt yderligere en række brede og lavvandede grusstryg i hovedløbet, hvor mange forskellige fiskearter, herunder også laksen, kan gyde. Strygene, der dækker et areal på 3.755 m2, er blevet op til tre gange bredere i forhold til før gennemførelsen af projektet.
Kvoten for 2025 er på et lavere niveau end i 2024, i alt 45 laks.
Kilde: DTU Fiskepleje
