Lykketoft varsler afgang som bestyrelsesformand i Energinet

Mogens Lykketoft ved indvielsen af Viking Link, en helt ny elforbindelse mellem Danmark og England, i april 2024. Pressefoto Maria Tuxen Hedegaard

Mogens Lykketoft tiltrådte i 2020 som formand for Energinets bestyrelse. Nu meddeler han sin afgang. Læs Mogens Lykketofts meddelelse herunder:

For nogen tid siden har jeg meddelt klima- energi- og forsyningsministeren, at jeg ikke ønsker at fortsætte som bestyrelsesformand i Energinet, når den nuværende valgperiode slutter ved udgangen af april 2026. Jeg har i dag ligeledes orienteret mine bestyrelseskolleger herom.

Baggrunden er, at netop blevet 80 år og fortsat også er aktiv med foredrag, artikel- og bogskrivning og internationalt arbejde. bl.a. sammen med andre tidligere FN-formænd.

For mig afsluttes hermed næsten seks spændende og lærerige år i kernen af indsatsen for at levere sikker, billig og grøn strøm i kontakterne til danskerne og bidrage til at nå de nationale klimamål.

Jeg var formand for FN’s Generalforsamling, da verdensmålene blev vedtaget, og vi fik den ambitiøse klimaftale I Paris. Derfor har det været opløftende for mig som formand for Energinet at være med til at tage meget store skridt til at forny og styrke el-transmissionsnettet som et afgørende værktøj i den grønne omstilling. Vanskelige og omskiftelige ydre vilkår har undervejs kompliceret opgaveløsningen og også krævet nye arbejdsgange hos Energinet: Den dystre internationale udvikling understreger, at den grønne omstilling haster – ikke KUN på grund af klimaforandringen, men også for at frigøre os fra afhængighed af de tyranner, der sidder på toppen af de fossile energikilder.

Det er løfterigt for fortsat dansk energi-politisk lederskab i EU, at vi nu har både brintrøret til Tyskland og Energiø Bornholm på vej. Det er opmuntrende for mig at slutte, hvor der netop er skabt enighed mellem Danmark og Tyskland om byrdefordelingen for Energiø Bornholm-projektet, der også får massiv medfinansiering fra EU.

Det har på alle måder været spændende at medvirke til, at vi er kommet så langt. Det har været en stor fornøjelse at arbejde sammen med de meget kompetente og aktive folk i direktion og bestyrelse, med ministeren og hans departement, og at opleve den voksende skare af medarbejdere, der møder de vældige udfordringer med stor opfindsomhed og engagement.