Søndag den 27. august køres og afsluttes femte etape af Tour of Scandinavia i Haderslev Kommune. Langs det meste af ruten vil der være flydende afspærring, mens rundstrækningen i Haderslev er spærret i et par timer.
Snart går det løs med cykelløbet Tour of Scandinavia, når nogle af verdens bedste kvindelige cykelryttere skal køre femte og sidste etape af løbet den 27. august.
Løbet påvirker trafikken i Haderslev Kommune. Langs ruten, der blandt andet går igennem Hjerndrup, Simmersted, Vojens, Maugstrup og Hammelev vil der blive spærret af i et kortere tidsrum.
”På det meste af ruten kan vi lave en flydende afspærring, hvor vi spærrer af, inden rytterne kommer. Så snart rytterne har passeret, vil vi åbne for trafikken igen” siger Thor Lange, projektleder i Haderslev Kommune.
I Haderslev er der dog det særlige, at rytterne skal køre samme rundstrækning tre gange, inden de kører over målstregen på Christian X’ Vej. Her vil trafikken blive påvirket i et par timer, hvor vejene vil være spærret, og der vil være skiltet med omkørsel. De beboere, der bor ud til rundstrækningen, har blandt andet fået et brev i e-boks, så de er orienteret om, at ruten spærres.
”Vi har forsøgt at informere i så god tid, så folk er forberedte på, at der køres cykelløb. Det er tredje gang inden for et år, at vi afvikler et stort cykelløb i Haderslev, og heldigvis oplever vi, at folk er gode til at bakke op om løbet og langs ruten. Det er er positivt og betyder også, at vi sammen løfter disse væsentlige events i vores kommune”, siger Thor Lange.
Op til løbet bliver der sat trafiktavler op med omkørsel ved ruten.
Cirka-tider for hvornår rytterne forventes at passere:
•Anslet (12.22)
•Hjerndrup (12.42)
•Simmersted (12.51)
•Maugstrup (12.55)
•Vojens (13.07)
•Tørning Mølle (13.16)
•Hammelev (13.18)
•Oksbøl (13.21)
•Simmerstedvej, Haderslev (13.27)
•Rundstrækning i Haderslev (Christian X’s Vej, Ladegårdsvej, Fjelstrup Landevej: kl. 13.35-14.10).
Flere oplysninger om løbet, ruten og tidspunkter kan ses på www.haderslev.dk/tourofscandinavia
Kilde: Haderslev Kommune