Krisen kradser indenfor lystfiskerbranchen – en enkelt torsk starter en brancheforening op

Arkivfoto - Nu er det blevet alvor - max. 1 torsk om dagen til lystfiskerne fra 2022. Foto: Erik Egvad Petersen - www.sydnyt.dk

KOMMENTAR: Tiden er til foreninger, og specielt brancheforeninger. Hvis man vel at mærke vil have taletid for byrødder, borgmestre og ministre. Og hvis man ønsker indflydelse på lovgivninger og nye lovtiltag.

Således også senest for de brancher, der lever af lystfiskeri på den ene eller anden måde. Det være sig lystfiskerkuttere, overnatningssteder, ejere af fiskesøer, grejbutikker, grejproducenter og andre.

En række initiativtagere har nu taget sværdet i hånden og vil oprette Dansk Lystfiskeri som brancheforening.

Set i lyset af, at lystfiskerne max. må tage 1 torsk med hjem pr. dag fra 1. januar i bl.a Lillebælt og Øresund, så kommer det til at gøre ondt på lystfiskerkutterne og grejbutikkerne i første ombæring og lidt senere vil turistbranchen opdage det.
Ikke alle orker at køre til Hirtshals og Hanstholm for at få lov til at tage 2-3 eller sågar 4 torsk med hjem efter en enkelt dags lystfiskeri. Og så er det for manges vedkommende kun en enkelt tur om året.

Hvad angår kvoter på laks i mange af åerne, så er det tilsyneladende heller ikke noget, der får flere laks i vandløbene når man kigger på de test-resultater, der offentliggøres.

Vil den nye brancheorganisation Dansk Lystfiskeri kæmpe for at lystfiskeri igen kan komme til at handle mere om, at fange fisk, end hvor mange tons grus, der lægges i åerne, nye fredningsbælter eller hvor vandtæt en ny mærkevarejakke er, så kan det kun være noget alle lystfiskere – nuværende og kommende, hilser velkommen.


Hvis det bare går ud på at være endnu en diskussionspartner, så drop det.

Fakta:

Generalforsamlingen for den nye brancheforening Dansk Lystfiskeri afholdes onsdag den 19. januar 2022 kl. 11.00 på Lundsgård Gods i Kerteminde.

Man tilmelder sig på info@dansklystfiskeri.dk  

Man kan tilmelde sig et nyhedsbrev på: https://www.dansklystfiskeri.dk

Initiativtagerne til Dansk Lystfiskeri er følgende:

AHREX HOOKS, Morten Valeur 

DANMARKS SPORTSFISKERFORBUND, Torben Kaas og Lars Rasmussen 

FLUER.DK, Lars Kristensen 

GARMIN, Lars Frithjof Nielsen

GO FISHING, Claus Eriksen 

MEGALOPS, Gordon P Henriksen

NORDIC ANGLERS, Daniel D Holm

PURE FISHING, Christen Stenild 

SPAR SHIPPING, Martin Hubert

STRIP STRIKE MEDIA, Peter Lyngby