Kids Tour 2022: Ræs afsted som en ægte cykelstjerne i Tønder

Ræs afsted som en ægte cykelstjerne til Kids Tour i Tønder. Pressefoto: Mick Friis.

Spænd cykelhjelmen og sus afsted på cyklen, når Danmarks sjoveste og største cykelløb for børn, Kids Tour, kommer til Tønder lørdag d. 11. juni 2022.

Der skal trædes i pedalerne, når Danmarks sjoveste og største cykelløb for børn kommer til byen. Tønder er en af i alt 18 værtsbyer for cykelbegivenheden, Kids Tour, der byder børn i alderen 3-10 år og deres forældre velkommen til en dag fyldt med cykelsjov og aktiviteter for hele familien.

Ruten er 1 km lang, og børnene cykler ruten forskellige antal omgange alt efter deres alder. Børn i alderen 3-4 år kører 2 omgange, børn i alderen 5-6 år kører 3 omgange, børn i alderen 6-8 år kører 4 omgange, og børn i alderen 9-10 år kører 6 omgange. Udover cykelløbet vil der hele dagen være aktiviteter og underholdning på pladsen. Besøg fx Trafiklegepladsen og få et personligt cykelkørekort, lav din egen sunde snack med OTA Solgryn og Solknas, deltag i konkurrencer, lær om førstehjælp i Førstehjælpsskolen, prøv de sjove aktivitetsbaner, Jordans skummund og meget mere!

Tønder Kommune har købt startnumre, så byens 3-10 årige inviteres gratis til Kids Tour.

Mere bevægelse i børns hverdag

Danske børn bevæger sig generelt for lidt, og netop den udvikling er noget, Kids Tour vil være med til at vende. Ved at deltage i Kids Tour lærer børnene om trafiksikkerhed, samtidig med at de dyrker motion. Arrangementet er derfor både lærerigt og en oplagt mulighed for at få mere bevægelse ind i barnets hverdag, mener Henriette Madsen, generalsekretær hos Børneulykkesfonden:

”Med Kids Tour kommer børnene ud og mærker glæden ved at motionere og være aktive sammen på en sjov måde. I Børneulykkesfonden ønsker vi, at flere børn benytter cyklen som transportmiddel, og så er det jo ekstra sjovt at komme ud på cyklen i år, nu hvor Tour De France lægger vejen forbi Danmark. Vi håber, at cykelarrangementer som dette kan være med til at få flere børn til at opleve glæden ved at cykle”.

Det støtter du op om

Kids Tour arrangeres i samarbejde med Momentcph og Børneulykkesfonden. Hyundai, Jyske Bank og Novo Nordisk er hovedsponsorer på cykelløbet. Al salg af startnumre går ubeskåret til Børneulykkesfonden, for bl.a. at fremme fondens arbejde med at øge børnesikkerheden i Danmark og nedbringe antallet af børneulykker i trafikken.

Kilde: Børneulykkesfonden