Hen over vinteren har medarbejderne i Legoland sammen samlet 75.000 kroner ind til fordel for Julemærkehjemmene. Indsamlingen markerer også et fortsat vellykket samarbejde mellem Legoland Billund og Julemærkefonden.
Flot donation
I dag fik børnene på Julemærkehjemmet Fjordmark i Kruså sig noget af en overraskelse, da velkendte karakterer fra Legoland besøgte børnene for at overrække de penge, som de sammen med resten af medarbejderne i Legoland har samlet ind til fordel for Julemærkehjemmene. Pengene er samlet ind under forskellige, interne arrangementer i løbet af vinteren.
– Vi er utroligt stolte af vores samarbejde med Julemærkefonden, og så er det jo fantastisk, at vores medarbejdere har lyst til at støtte det fantastiske arbejde, som Julemærkehjemmene hver dag gør for børn i mistrivsel. Det er en fornøjelse endelig at kunne sende to af vores mest velkendte Legoland karakterer afsted for at overbringe checken med resultatet, siger Michael Ottesen, direktør i Legoland Billund.
Ud over den økonomiske donation vakte dagens besøg også smil og glæde blandt børnene, som fik mulighed for at møde de to Legoland karakterer, der var taget til Kruså for at overrække donationen på vegne af medarbejderne i Legoland Billund, helt tæt på.
– Børns trivsel er en fælles hjertesag, og derfor er vi meget taknemmelige for, at Legoland igen i år har valgt at lave en indsamling til fordel for Julemærkehjemmene. Legoland arbejder med mange af de samme værdier som Julemærkehjemmene – de skaber gode oplevelser og danner rammerne for nærvær og fællesskab for børnefamilier, hvilket taler direkte ind i vores arbejde på Julemærkehjemmene for at give børn i mistrivsel en ny start på livet. Vi glæder os til at fortsætte det gode samarbejde med Legoland i 2025, siger Søren Ravn Jensen, direktør i Julemærkefonden.
Kilde: Legoland