I Vojens og omegn skal vandet koges – før du børster tænder og før du laver kaffe

Får du vand fra Vojens Vandværk, anbefales det, at du koger vandet inden du indtager det.

Under en rutinekontrol har Provas fundet en overskridelse af vandkvaliteten på ledningsnettet.

Der er tale om intestinale enterokokker, henholdsvis 1 og 2.

Overskridelsen er mindre, og kogeanbefalingen er mest ud fra et forsigtighedsprincip. Har du allerede drukket af vandet, er der derfor ingen grund til at blive bekymret. Føler du ubehag efter at have drukket vandet, bør du kontakte lægen.

Vandet skal naturligvis overholde gældende grænseværdier. Derfor er vi også i fuld gang med at lokalisere kilden til problemet.

Direkte berørte vandkunder bliver orienteret via SMS, e-Boks eller flyer i postkassen.

Skal alt vand koges?

Kog altid vandet før du indtager det eller bruger det til tandbørstning. Dette gælder også før du hælder det i kaffemaskinen, da den brygger ved meget lavere temperatur.

Ifølge Embedslægen er 2 minutters kogning ved 100 grader nok til at dræbe bakterier i vandet. Er det i elkedel, skal vandet koges op 2 gange med 2-5 minutters mellemrum.

Vask op i maskine ved minimum 60 grader, eller benyt forkogt vand ved opvask i hånden.

Er vandet klart, kan det stadig bruges ukogt til havevanding, tøjvask, brusebad og karbad. Vær dog her opmærksom på, at børn ikke drikker af badevandet. Grøntsager skal skylles i kogt vand før de spises.

Husdyr må gerne drikke vandet.

Tilmeld dig Provas’ SMS-service og bliv orienteret ved akutte hændelser i dit nærområde.

Kilde: Provas