Medarbejdere, der var hjemsendt og kunne arbejde hjemmefra under corona-nedlukningen i foråret 2020, havde lavere arbejdstid end i 2017-18.
Det viser et nyt tidsforbrugsstudie fra ROCKWOOL Fondens Forskningsenhed.
For hjemsendte og arbejdende medarbejdere, hvor børnene også har været sendt hjem fra skole eller institution, har arbejdstiden været 50 minutter kortere om dagen, viser studiet.
Det melder Rockwool Fonden ud i dag.
Nedlukningen af Danmark og hjemsendelsen af medarbejdere fra job og børn fra skoler og daginstitutioner har en negativ sammenhæng med den tid, folk har kunnet arbejde. Det konkluderer et nyt studie fra ROCKWOOL Fondens Forskningsenhed.
Studiet sammenligner arbejdstiden under nedlukningen i marts-april 2020 med arbejdstiden for samme personer, der deltog i en tidsforbrugsundersøgelse, som ROCKWOOL Fondens Forskningsenhed gennemførte i 2017-18.
Undersøgelsens resultater viser, at arbejdstiden for hjemsendte personer, der kunne arbejde hjemmefra, var 40 minutter kortere om dagen under nedlukningen, end tilfældet var i 2017-18.
Desuden viser studiet, at de personer, der passede børn under nedlukningen, samtidig med at de arbejdede hjemmefra, har arbejdet 50 minutter mindre, end de gjorde i undersøgelsen fra 2017-18.
