Tidligere startede motorsavene Højer Internationale Træskulptur Symposium på denne tid af året. Navneskiftet til Art Jam fandt sted i 2017, og det hel store skifte er så sket i år. Med Art Jam Road 2022 har man med virkning fra dags dato opstillet hele 15 kunstværker rundt omkring i Højer. Så at sige en hel sti med kunst rundt i midten af Højer og udenfor selve bybilledet.
Udstillingen blev åbnet i dag med afsløringen af et kunstværk på Torvet i Højer. Det var formanden for Art Jam, Steggie Pedersen og Tønder Kommunes borgmester Jørgen Popp Pedersen, der åbnede udtillingen.
Kunst har en positiv virkning på os mennesker, og hele ruten med de 15 kunstværker vil være endnu en grund til at kigge nærmere på Højer, både som by i Tøndermarsken, men også som et sted med stor eksisterende kultur.
Se kortet med placeringerne af kunstværkerne nederst i denne artikel.
Man kan nemlig ikke undgå at se Højer Mølle rage op og vise vejen til møllemuseet, vandtårnet, der også er en attraktion sammen med Vadehavet, udsigtsplatformen, digerne, forlandet, Vidåen og sluserne, og det, at vi her har det med Nationalpark Vadehavet at gøre.
Samtidig lever og arbejder der en hel del håndværkskunstere i Højer i form af både keramik, malere og strikkekunst.
Og hvis ikke der allerede lå en designefterskole i Højer, så havde det nok helt naturligt været næste trin.
Højer Pølser er også et navn, der er kendt langt ud over landegrænserne.
Der sker en masse i Højer lige nu
Forleden kunne vi her i disse spalter fortæller om den nye udsigtsplatform ovenpå Vidåslusen i Højer. En attraktion, der netop er blevet klar til turistsæsonen, som et af de mange steder, der absolut er et besøg værd i området. Læs artiklen her.
Samtidig er Højer fortsat i gang med et større skifte med renovering af bybilledet, klimasikring og opgradering af hele området. Det er Tøndermarsk Initiativet, der med projektet har målet, at gøre det endnu mere attraktivt at bo, at besøge og at arbejde i Tøndermarsken.
Og med Art Jam Road har man gjort det endnu mere interessant at arbejde, leve og bo i Højer.





