Haderslev – Slesvigske Vognsamling flyttes

Pressefoto - Museum Sønderjylland

Aftalen med Museum Sønderjylland om udlån af 40 bevaringsværdige vogne og driften af udstillingen med vognene er blevet opsagt af Haderslev Kommune. Nu kommer vognene på magasin i Christiansfeld.

Siden udmeldingen fra Fritid- og Kulturudvalget har museet udarbejdet en plan for den store samling, hvor 40 vogne skal flyttes fra Simmerstedvej 1 i Haderslev til Museum Sønderjyllands magasin i Christiansfeld.

Nu er ugen kommet, og størstedelen af vognene bliver flyttet. Samlingen bliver forsigtigt flyttet med store lastbiler med tilsyn af museets fagfolk.

Vognene får nu en plads under det rette klima på Museum Sønderjyllands magasin.

Selvom udstillingen i Slesvigske Vognsamling nu er lukket, består de to vognmagerværksteder fortsat med frivillige, der vedligeholder og restaurerer forskellige typer vogne.

Historien bag samlingen:

Slesvigske vognsamling udsprang af en mands personlige kærlighed til hestevogne. 

Johannes Christian Nielsen var boghandler og aktiv kulturpersonlighed i Haderslev, bl.a. som formand for Turistforeningen. Han begyndte i 1950’erne at samle hestevogne til studenterkørsel, men opdagede at vognene efterhånden begyndte at blive sjældne, og han besluttede derfor at arbejde for at bevare og udstille de vogne, der snart forsvandt fra gadebilledet. Det lykkedes, og samlingen blev flyttet flere gange til forskellige lokaliteter i Haderslev, indtil den til sidst blev overdraget til Sønderjyllands Amt, der indrettede vognsamlingens udstilling og værksted i Schaumanns gamle Klædefabrik på Simmerstedvej som afdeling af Museum Sønderjylland.

I 2017 overtog Haderslev Kommune driften af udstillingen Slesvigske Vognsamling, hvori de 40 bevaringsværdige vogne, der hører til Museum Sønderjyllands samlinger, indgik. De 40 vogne flyttes som nævnt nu til Museum Sønderjyllands magasin.

Kilde: Museum Sønderjylland