06-08-2020 – Sommerferien er snart forbi for mange børn og unge. Et nyt skoleår betyder, at der igen vil færdes mange børn i trafikken, som vi skal passe godt på. Derfor deltager Haderslev Kommune i den landsdækkende kampagne ‘Børn på vej’, som skal minde bilisterne om at tage hensyn.
Haderslev Kommune deltager i den landsdækkende kampagne ‘Børn på vej’, som skal minde bilisterne om at tage hensyn til de nye skolebørn.
Inden længe vil det vrimle med forventningsfulde børn på skolevejene, når Haderslev Kommunes skoler atter slår dørene op til et nyt skoleår. Mange skolebørn har endnu ikke erfaring med at færdes i trafikken og det stiller store krav til de øvrige trafikanter.
For at minde bilisterne om, at de skal være ekstra opmærksomme og respektere fartgrænserne på skolevejene, deltager Haderslev Kommune i Rådet for Sikker Trafik og TrygFondens landsdækkende skolestartskampagne ‘Børn på vej’.
Langs skolevejene i Haderslev Kommune vil bilister den kommende måned møde skilte med teksten ’Børn på vej. Skiltenes budskab skal huske bilisterne på, at sommerferien er ved at være slut og at der igen vil færdes skolebørn til fods, på cykel eller på løbehjul på skolevejene.
’Snart myldrer det igen med børn på vej til og fra vores skoler. Det stiller store krav til alle, som færdes i trafikken, om at vise hensyn. Med kampagneskiltene langs skolevejene minder vi bilisterne om, at der er nye og måske lidt usikre trafikanter på vejene. Det er vigtigt, at bilisterne er ekstra opmærksomme og sænker farten, så børnene får en god debut i trafikken’, siger Mette Jannsen, trafikplanlægger i Haderslev Kommmune.
For mange kører for stærk
Selvom de fleste bilister viser hensyn og respekterer fartgrænserne, så er der stadig plads til forbedring. I august sidste år gennemførte politiet en landsdækkende kontrol langs skolevejene, som løb over fire uger, hvor de i alt sigtede 6.200 bilister for at køre for stærkt.
’Man kan være så tidspresset om morgenen, at man fristes til at køre for stærkt. Men især nu, hvor der er mange børn på vejene, er det særligt vigtigt at holde øje og respektere fartgrænserne. Børn har svært ved at vurdere, om de kan nå over vejen, hvis bilisterne kører for hurtigt. Så vær opmærksom og vis hensyn til børnene’, siger Rosa Nissen, projektleder i Rådet for Sikker Trafik.
Gør dit barn klar til trafikken
Børn kan have svært ved at overskue trafikken og derfor er det vigtigt, at både forældre og skole lærer børnene, hvordan de færdes sikkert i trafikken. På Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside findes der gode råd til, hvordan man kan træne med sit barn til fods og på cykel, ligesom de også giver tips til, hvordan man træner skolevejen sammen.
Læs mere på Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside: www.sikkertrafik.dk/skolestart.
Be the first to comment on "HADERSLEV: Sænk farten og pas på de små"