Håndbold: Gidsel og Nielsen nomineret som verdens bedste

Pressefoto - Foto: EHF / Kolektiff

Det Internationale Håndboldforbund har netop offentliggjort de tre nominerede til den prestigefyldte pris som IHF World Player of the Year 2025.

Efter at have vundet prisen de foregående to år er Mathias Gidsel igen i spil. Kåres han for tredje gang i træk, vil det være håndboldhistorie – det er aldrig sket før.

Det er i øvrigt kun Mikkel Hansen (2011, 2015 og 2018) og Nikola Karabatic (2007, 2014 og 2016), der tre gange har vundet prisen, som er blevet uddelt siden 1988.

Foruden Mathias Gidsel og landsholdskammeraten Emil Nielsen er den kroatiske højre back Ivan Martinović den sidste nominerede til titlen som verdens bedste.

Det er Det Internationale Håndboldforbunds såkaldte Commission of Coaching and Methods, der har udpeget de tre nominerede.