GRATIS – Brundlund Slot i Aabenraa deltager i Herregårdenes Dag – få et kig indenfor

Pressefoto: Museum Sønderjylland

Når Herregårdenes Dag løber af stablen den 20. august, slår Brundlund Slot sammen med knap over 40 andre slotte og herregårde over hele landet – dørene op for publikum.

På Herregårdenes Dag kan man deltage i et væld af forskellige aktiviteter og arrangementer over hele landet.

På Brundlund Slot kan man få et sjældent indblik i slottets historie ved museumsinspektør Carsten Porskrog Rasmussen. 

Han vil bl.a. fortælle om stedets ældste bygninger fra omkring 1500 og de senere ombygninger; til sidst ombygningen i retning af en klassicistisk villa ved C.F. Hansen.

Brundlund har i hele sin historie været kongers og hertugers slot, men de er kun kommet forbi på korte besøg. I det daglige var Brundlund i 500 år amtmandsbolig. 

I dag huser Brundlund Slot et kunstmuseum.

Der er tre omvisninger i løbet af dagen kl.: 11.30, 13.30 og 15.00

Omvisningen er gratis efter betalt entré – vær sikker på en plads ved at reservere den via msj.dk, sidste år blev alle omvisninger udsolgt på forhånd.

Herregårdenes Dag skal være med til at sætte fokus på landets slotte og herregårde, som er en væsentlig, men ofte overset, del af den danske kulturarv.

Kilde: Museum Sønderjylland