Før sommerferien blev en varevogn stoppet ved den dansk-tyske grænse. I varevognen gemte der sig knap 170.000 stk. ulovlige tramadol-piller. Sagen er overdraget til politiet.
I starten af juni fandt toldere knap 170.000 stk. ulovlige tramadol-piller i en varevogn taget ud til kontrol ved Frøslev Grænseovergang.
– Føreren af varevognen fortalte, at de var på vej til Sverige med el-radiatorer, og da føreren åbnede varerummet, kunne tolderne se, at el-radiatorerne nærmest var kastet ind i bilen. Efter en nærmere scanning af varevognen, fandt tolderne indtil flere papkasser med tramadol-piller, der lå gemt inde bag el-radiatorerne. Umiddelbart efter blev politiet tilkaldt, fortæller kontroldirektør i Toldstyrelsen, Michael Lund.

Varevognen blev efterfølgende tømt i Toldstyrelsens undersøgelseshal, hvor politiet beslaglagde i alt 13 papkasser med knap 170.000 piller med det virksomme stof tramadol, der er et smertelindrende stof i gruppen af opioider.
Kilde: Toldstyrelsen

