Færre hjemløse i Haderslev Kommune

Antallet af hjemløse i Haderslev Kommune er faldet fra 70 til 26 på tre år. De gode resultater fra Projekt HEFO – helhedsorienteret og forebyggende indsats for hjemløse skal nu fastholdes.

”Jeg kunne godt finde et sted at sove, men jeg havde ikke min egen lejlighed, og jeg kunne ikke overskue at skulle betale husleje. Min eboks havde jeg ikke åbnet i et år, fordi jeg var bange for, hvad der ventede, og jeg brød mig ikke om at komme til møde på kommunen”. Sådan fortæller 27-årige Heidi Marcussen om sin hverdag for kun få år siden.

I dag er situationen en hel anden. Heidi Marcussen er under uddannelse, hun har et studiejob, og så har hun egen bolig og er kommet ud af et årelangt misbrug. Dermed er Heidi Marcussen blevet en del af den positive statistik i Haderslev Kommune, hvor flere hjemløse får eget tag over hovedet. For tre år siden var 70 registreret som hjemløse. I dag er der kun 27.

”Vi har generelt forsøgt at styrke indsatsen overfor hjemløse de seneste år – blandt andet ved at hurtigt at tage kontakt til de borgere, der flytter på forsorgshjem, men det vi for alvor kan mærke har gjort en forskel er de indsatser, der er sket i forbindelse med projekt HEFO”, siger Helle Mikkelsen, chef for Handicap, Socialpsykiatri og Myndighed. 

Siden november 2018 har Haderslev Kommune gennemført hjemløseprojekt HEFO, hvor der har været fokus på at lave en helhedsorienteret og forbyggende indsats for hjemløse.

Det er også HEFO, der gjorde en forskel for Heidi Marcussen. Via HEFO fik hun tilknyttet en fast støtteperson, der hjalp og støttede hende gennem de problematikker, hun oplevede i sit liv. I dag går det fortsat den rigtige vej.

”Vi gik ture og snakkede sammen, og vi havde ugentlige møder, hvor vi talte om alt lige fra at betale husleje til at lægge et budget. Vigtigst af alt så kom hun hjem til mig, hvilket var ret væsentligt, fordi det gjorde mig utryg at skulle møde op på jobcentret”, siger Heidi Marcussen.

Projekt HEFO er nu afsluttet, og Social- og Handicapudvalget har fået præsenteret resultaterne af projektet på deres udvalgsmøde.

”I udvalget er vi utroligt glade for de resultater, der opnået med HEFO, og de tilbagemeldinger vi hører fra medarbejderne, der har oplevet, at den opsporende og forebyggende indsats virker. Derfor er det også vigtigt, at der er udarbejdet en forankringsplan, der skal sikre, at vi bygger videre på de gode erfaringer og fastholder de ændrede arbejdsgange, selvom projektet nu er afsluttet”, siger Lene Bitsch Bierbaum, formand for Social- og Handicapudvalget.

Projekt HEFO var finansieret med 3,2 mio. kr. fra den sociale investeringspulje på hjemløseområdet, som hører under Socialstyrelsen.

Kilde: Haderslev Kommune