Gode forhandlinger med håndværkerne på byggeriet af Ny Skærbæk skole

Tønder Kommune har været i dialog og forhandlinger med håndværkerne på Ny Skærbæk Skole, og man er i enighed nået frem til en løsning, som betyder, at det bliver 880.000 kroner billigere for Tønder Kommune end forventet. Borgmesteren roser håndværkerne for det gode samarbejde.

Den 25. juni, godkendte kommunalbestyrelsen en tillægsbevilling til færdiggørelse af Ny Skærbæk Skole på 7,8 millioner kroner.


Af de 7,8 millioner kroner var der cirka 6,4 millioner kroner, som Tønder Kommune er uenige med håndværkere og rådgiver om. Af de 6,4 millioner kroner vedrører de 1,25 millioner krav fra håndværkerne på ekstraarbejder i forbindelse med, at byggeriet er blevet forsinket.

Byggeriet er af to omgange blevet forlænget fra juni til nu færdiggørelse midt i december 2020. Den primære årsag til forlængelserne er den megen nedbør i efteråret 2019.
En sådan forlængelse medfører ekstraudgifter til håndværkere, som de er berettiget til at få dækket. Hvor meget de er berettiget til afklares i dialog med håndværkerne. 

Der har nu været gode forhandlinger med alle håndværkerne, hvor de har været forstående og samarbejdssøgende, så beløbet på de 1,25 millioner kroner er reduceret til 370.000 kroner.
Tirsdag har der været holdt et ekstraordinært Økonomiudvalgsmøde, hvor forhandlingsresultatet blev godkendt. 

Det betyder, at udgiften til færdiggørelsen af byggeriet  bliver 880.000 kr. billigere end de forventede 7,8 millioner kroner. 

Borgmester Henrik Frandsen glæder sig over resultatet.

–    Jeg er rigtig glad for, at håndværkerne på pladsen har været indstillet på at finde en god løsning for færdiggørelsen af byggeriet. Faktisk er der en lokal håndværker, der helt har frafaldet sit krav – det er flot, siger Henrik Frandsen og fortsætter:
 

–    Jeg sætter også stor pris på, at Økonomiudvalget var indstillet på at blive indkaldt ekstraordinært i sommerferien. Det er et udtryk for, at vi er erhvervsvenlige og ønsker at understøtte det gode samarbejde med håndværkerne, siger borgmester Henrik Frandsen.

Der arbejdes fortsat på at nedbringe udgifterne i forbindelse med de øvrige uenigheder, herunder i forbindelse med en forsikringsag.

Be the first to comment on "Gode forhandlinger med håndværkerne på byggeriet af Ny Skærbæk skole"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*