”Gammel kending” og nyoprykket ligaspiller, vælger TM Tønder Håndbold

TM Tønder Håndbold har underskrevet en 2-årig aftale med stregspiller Mikkel Damgaard, som dermed vender retur til klubben i den kommende sæson.


En tidligere spiller vender tilbage til klubben op til den nye sæson


Stregspiller Mikkel Damgaard har tidligere i to omgange været i TM Tønder. I denne sæson har han været med til at spille Grindsted op i håndboldligaen.


Sportschef Steen Thomsen er glad for, at Mikkel Damgaard igen er at finde i den røde TM Tønder trøje:
– Vi kender Mikkel Damgaard særdeles godt, og vi ved, at han er en ung spiller, der har et stort
potentiale. Et potentiale som vi sammen med Mikkel vil søge at forløse igennem de næste to år. Vi vurderer, at hans kompetencer i både forsvar og angreb, vil passe godt ind i vores nuværende trup. Det
har været et ønske, at tilknytte tredje stregspiller til truppen i den kommende sæson. Derfor var Mikkel
oplagt, da han dels kender klubben særdeles godt, og ikke mindst fordi Lars Krarup tidligere har trænet
Mikkel i Mors/Thy, med gode erfaringer til følge. Mikkel har en god alder og en god erfaring fra mange
kampe i 1. division – både hos os og i Grindsted.

– Mikkel er en person med en rigtig god indstilling til håndbolden, hvor vi ved, at han er hårdtarbejdende
og dygtig i begge ender af banen. I den defensive del er Mikkel en stærk spiller at have i midterblokken,
hvor hans fysik og størrelse, vil blive en gevinst for os. I angrebet er Mikkel en dygtig screeningsspiller,
der har en god placeringsevne. Hans store ”vingefang” gør ham spilbar, og vi forventer, at Mikkel sammen med de øvrige stregspillere, vil hæve niveauet i den kommende sæson. Mikkel passer derfor
perfekt ind i vores profil, og vi glæder os meget til igen at få Mikkel med i truppen.


Mikkel Damgaard, der er bosiddende i Esbjerg, glæder sig til igen at skulle tørne ud for TM Tønder i den
kommende sæson:
– Efter en god sæson i Grindsted, så ser jeg frem til igen at skulle spille i TM Tønder. Efter samtaler med
både Lars Krarup og Steen Thomsen, har jeg fået bekræftet det gode indtryk af klubben. Jeg har tidligere trænet under Lars i Mors Thy Håndbold, og jeg kender jo TM Tønder efter jeg tidligere har været der i 1 ½ sæson.

Kilde: TM Tønder Håndbold