– Det koster dig kassen…..fupnumrene fortsætter med PostNord som skalkeskjul

– Så er de tilbage igen, lyder det fra rigtig mange i det syd- og sønderjyske område. Om du bor i Haderslev, Tønder, Sønderborg eller Aabenraa kommune er ligegyldigt.

Det vælter ind med fupmails, der er den nye form for kriminalitet.

Fupnummeret går i al sin korthed ud på at modtageren får en mail med PostNord som afsender. Angiveligt kan de ikke levere en pakke før et beløb på eks. 10 kr. er overført.

Og her ligger fælden – klikker man og vil betale de kr. 10,- er de vokset til mange tusinde kroner.

Og vi er så vant til nethandel, at vi ikke kigger på beløbet – og inden vi ser os om, så er fælden klappet og det hele er gjort vandtæt med NemId eller MitID.

Og der er ingen kære mor eller bank, der hjælper.

Vi må bare selv stå med Sorteper.

– Slet den mail, lyder det fra alle sider.