Inden længe er Teatret Møllen klar med en ny opsætning, der ikke kun får premiere i Haderslev, men senere på foråret også fortsætter til hovedstaden. Forestillingen ”Den fremmede” er inviteret med i programmet på CPH STAGE – Danmarks største teaterfestival, hvor teatre fra hele landet hvert år samles for at vise deres forestillinger for publikum og teaterbranchen.
Forestillingen er baseret på den klassiske roman af den franske forfatter Albert Camus. Historien følger hovedpersonen Meursault, der ikke kun bliver dømt for en voldelig handling, men også for sin måde at være på – han græder eksempelvis ikke til sin mors begravelse, siger tingene ligeud og reagerer generelt ikke, som omgivelserne forventer.
Romanen, der udkom første gang i 1942, regnes i dag for en af det 20. århundredes mest kendte litterære klassikere og har gennem årtier sat ord på følelsen af at stå udenfor fællesskabet.
I den nye opsætning på Møllen spiller Durita Dahl Andreassen rollen som Meursault. Teaterchef Nikolaj Mineka er instruktør på forestillingen og har skabt en ny fortolkning af Camus’ fortælling om, hvad der sker med et menneske, der ikke lever op til omgivelsernes forventninger:
“Jeg elsker klassikere, og “Den fremmede” er en af de tekster, der bliver ved med at åbne sig. Den bliver ofte kaldt absurd, men for mig er den i virkeligheden dybt tragisk. Meursault bliver ikke kun dømt for sin handling, men for den måde han er på, fordi han ikke reagerer som andre. Det gør historien til en stærk fortælling om et menneske, der falder uden for fællesskabets normer,” siger Nikolaj Mineka.
Selvom romanen blev skrevet for mere end 80 år siden, oplever instruktøren, at historien stadig rammer noget genkendeligt i dag, hvor mennesker hurtigt kan blive sat i bås, hvis de opfører sig anderledes fra andre.
“Forestillingen handler selvfølgelig om Meursault, men lige så meget om det samfund, der omgiver ham. Om det maskineri, der går i gang, når nogen stikker ud. I retssagen bliver det næsten ligegyldigt, hvad der faktisk er sket – optrinnet omkring sagen bliver vigtigere end mennesket i centrum. Meursault er skyldig, ja, men ikke i det, han i sidste ende bliver dømt for.”
“Den fremmede” har premiere den 26. marts på Teatret Møllen i Haderslev. Herefter spiller den på turné i april, inden den sidst i maj gæster CPH STAGE i København, hvor den spiller på Teater V i Valby.
