Samtlige 20 prøver af PFAS i badevand var langt under EU’s grænseværdi, men der er god grund til at undgå kontakt med havskum, lyder det fra Miljøstyrelsen.
Badevandet ved landets kyster er fri for PFAS i problematiske mængder.
Sådan kan man opsummere resultaterne af den første runde af prøvetagning ved 20 danske strande, hvor Miljøstyrelsen i maj har taget prøver af badevand, havskum og soppevand i søer på stranden. Alle prøver af badevandet var markant under EU’s grænseværdi for badevand på 40 ng/L. Se kortet nedenfor.
Miljøstyrelsen fandt i prøveperioden, der var præget af stille vejr, kun meget lidt havskum og få indsøer med soppevand. Der blev kun taget en enkelt prøve af havskum og en enkelt vandprøve fra en soppesø.
PFAS-indholdet i prøven fra soppesøen (blå på kortet) var langt under grænseværdien for badevand. Resultatet af havskumprøven kvalitetssikres fortsat af laboratoriet, og resultatet kendes ikke endnu.
Styrelsen for Patientsikkerhed fraråder direkte kontakt med havskum
Sidste sommer frarådede Styrelsen for Patientsikkerhed i enkelte konkrete tilfælde badning i små soppesøer på stranden og rådede til at vaske huden efter kontakt med havskum.
Der er lavet ganske få undersøgelser af PFAS-indholdet i havskum, men de, der er lavet, har alle vist, at havskum kan indeholde høje koncentrationer af PFAS. Derfor fraråder Styrelsen for Patientsikkerhed nu generelt direkte kontakt med blivende havskum, som ligger på stranden.
Kortvarig og forbigående kontakt med havskum medfører ikke en akut sundhedsmæssig risiko. Ved eventuel kontakt med havskummet, bør man vaske huden med rent vand, oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed.

Fakta om resultaterne
Der blev taget prøver på lokaliteter på blandt andet den jyske vestkyst, i fjorde og på udvalgte steder i de indre farvande.
Badevandsprøverne blev taget på samme måde, som kommunerne udtager de obligatoriske badevandsprøver i badesæsonen. Flere steder var niveauet for summen af de fire PFAS stoffer (PFOS, PFOA, PFNA, PFHxS) under detektionsgrænsen.
I den ene strandsø med soppevand, som blev fundet i Vendsyssel, var summen af fire PFAS 3,7 ng/l og dermed cirka kun en tiendedel af den vejledende grænseværdi for badevand på 40 ng/l.
Miljøstyrelsen orienterer kommunerne, hvis der skulle blive fundet for høje værdier af PFAS.
Der tages prøver igen i august og oktober 2023.
Kilde: Mijøstyrelsen
