FOA: Trods massiv mangel – Syd- og sønderjyske kommuner fyrer ansatte i ældreplejen i stor stil – se hvor mange der er blevet fyret i de sønderjyske kommuner

Se på danmarkskortet herunder, hvor mange social- og sundhedsmedarbejdere, der er blevet afskediget i de enkelte kommuner. FOA

Alt for mange social- og sundhedsmedarbejdere bliver hvert år fyret fra arbejdet i blandt andet ældreplejen i kommunerne i Syd- og Sønderjylland. Arbejdsgiverne skal gøre mere for at hjælpe medarbejdere tilbage på jobbet, mener FOA.

1499 gange har en social- og sundhedsassistent eller -hjælper i kommunerne i Syd- og Sønderjylland henvendt sig til FOA med et afskedigelsesbrev siden 2018. Det viser en analyse af samtlige sager om afskedigelser i kommunerne, som er registreret hos FOA.

”Det er jo paradoksalt, at vi ser så mange blive fyret og på samme tid hører kommunerne skrige på uddannede medarbejdere i ældreplejen,” siger Tanja Nielsen, sektorformand i FOA.

Alene sidste år behandlede FOA ikke mindre end 278 sager blandt medlemmer på social- og sundhedsområdet i kommunerne i de syd- og sønderjyske kommuner.

Se tallene for hele landet her – KLIK HER – opdelt i kommuner.

80 procent af sagerne handlede om afskedigelse efter sygdom. Det er over gennemsnittet på landsplan, hvor omkring 68 procent af sagerne handlede om afskedigelse efter sygdom.

”I mange sager vil både kommunerne, medarbejderen og de ældre være bedre tjent med at finde en løsning, som ikke betyder, at medarbejderen mister sit job, kommunen en værdifuld ansat og borgeren det kendte ansigt.”

”Det vidner også om et presset arbejdsmiljø, når så mange må melde sig syge i længere tid. Her har kommunerne både et ansvar for at få den enkelte godt tilbage på jobbet, hvis det er muligt, og at skabe et godt arbejdsmiljø, så arbejdsskader og sygdom kan forebygges,” siger Tanja Nielsen.

I Syd- og Sønderjylland handlede 56,1 procent af sagerne om medarbejdere over 50 år, mens kun 12,2 procent var om medlemmer under 30 år

”Vi bliver simpelthen nødt til af forbedre arbejdsmiljøet ude på arbejdspladserne. Vi er helt afhængige af erfarne kolleger i hjemmeplejen og på plejecentrene, hvis vi skal gøre os nogen som helst forhåbninger om at følge med behovet for arbejdskraft i takt med et stigende antal ældre,” siger Tanja Nielsen.

Kilde: FOA