Flere små børn skal tumle med Tumlekaravanen

Mere end 140.000 børn i landets vuggestuer og dagplejere har allerede leget, danset og tumlet som en del af bevægelsesprojektet Tumlekaravanen. Nu får endnu flere børn mulighed for at udfordre krop og sanser, når Tumlekaravanen ruller videre med støtte fra REMA 1000.

Hoppesol, boldspringvand, fang frøen og balanceleg. Sanserne stimuleres, og kroppen sættes i bevægelse, når Tumlekaravanen ruller ud til landets dagtilbud. Gennem sjove lege og aktiviteter er formålet at inspirere dagplejere og pædagoger til en hverdag med mere bevægelse og leg, der styrker børnenes motorik. Dagtilbuddene har både mulighed for at få besøg af en tumleinstruktør og hente gratis inspiration til lege i digitale legehæfter. Indtil videre har 140.000 vuggestue- og dagplejebørn været en del af den samlede indsats, og nu får endnu flere børn mulighed for at være med.

”Sundhed er et vigtigt fokusområde for os i REMA 1000, og vi har særligt fokus på motion og fællesskab blandt børn. Derfor er vi rigtig glade for samarbejdet og for at bakke op om Tumlekaravanen, som er et rigtig fint initiativ,” siger indkøbs- og marketingdirektør i REMA 1000, Anders René Jensen.

Inspiration og alternativer til leg og bevægelse

Børn har godt af et liv fyldt med leg og bevægelse. Det er de færreste i tvivl om. Desværre bevæger mange børn sig alt for lidt, og mere end hver fjerde har motoriske udfordringer ved skolestart. Tumlekaravanen sætter fokus på det tidlige arbejde med børns motoriske færdigheder ved at tilbyde dagtilbud landet over ny inspiration til lege og aktiviteter, hvor bevægelsesglæden er i centrum. 

”Vi er meget opmærksomme på, hvor vigtigt det er, at børn bevæger sig og styrker deres motoriske udvikling. Vi oplever i øjeblikket en kedelig tendens, hvor børn har motoriske udfordringer ved skolestart. Den tendens vil vi gerne vende ved at inspirere dagplejere og pædagoger til at arbejde med børns motoriske færdigheder fra en tidlig alder,” siger Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden.

92 % af dagtilbuddene tilmelder sig Tumlekaravanen for at få ny inspiration og flere alternativer til lege og aktiviteter i dagtilbuddet, og 3 ud af 4 deltagende dagtilbud mener, at Tumlekaravanen har inspireret til at have mere fokus på at styrke børnenes motorisk udvikling, viser en undersøgelse foretaget af Børneulykkesfonden.

”Det er meget glædeligt, at tilbuddet skaber værdi for målgruppen, og vi er utrolig glade for, at REMA 1000 har valgt at støtte op om Tumlekaravanen, så vi fortsat kan tilbyde dagtilbud inspiration og besøg af vores tumleinstruktør. Det skal være nemt for både dagplejere og pædagoger at skabe nogle rammer, hvor børnene kan udfolde sig motorisk,” fortæller Henriette Madsen.

9 ud af 10 fremhæver muligheden for at få besøg af en instruktør som særligt attraktivt ved Tumlekaravanen, og med REMA 1000 ombord, kan endnu flere dagtilbud se frem til at få besøg af karavanen.

Kilde: Børneulykkesfonden