Fleggaard: Grænsehandlen sætter ny rekord med kæmpe julesalg


Fleggaard slår omsætningsrekorden for anden gang i år:

– Vores julesalg ligger altid højt, men i år er det gået over al forventning.
Julesalget når nye højder i år hos Fleggaard, der sætter rekord i omsætningen for anden gang i løbet af 2025.
– Der er rigtig godt gang i julesalget i år. Det peaker typisk her i november, men allerede ved indgangen af måneden ramte vi en ny omsætningsrekord. Vores julesalg ligger altid højt, men i år er det gået over al forventning, fortæller direktør hos Fleggaard Lars Mose Iversen.
Den 1. november satte Fleggaard ny omsætningsrekord med en stigning på fem procent i forhold til den hidtidige rekord fra maj i år.


Tidlig jul syd for grænsen


Det er særligt varer som julekalendere, juleslik, marcipan, bageartikler, gløgg med mere, der driver salget hos Fleggaard på denne årstid. Her er salget af julevarerne i gennemsnit steget med 19 procent sammenlignet med sidste år.
Det er dog ikke kun de søde sager, grænsekøbmændene langer over disken. Dagligvarer til julemiddagen som ribsgelé og grødris bliver indkøbt i stor stil af de danskere, der tager over grænsen.


– Allerede nu har vi solgt mere ribsgelé, end vi gjorde hele sidste år. Og den mængde rødkål, vi havde regnet med at sælge her i årets sidste tre måneder, blev solgt inden for 14 dage allerede i oktober. Danskerne har virkelig fået øjnene op for, at der også er besparelser at hente på dagligvarerne syd for grænsen, siger Lars Mose Iversen.


Allerede i starten af november var Fleggaards salg af kirsebærsauce 142 procent højere i år sammenlignet med hele sidste år, mens kæden har solgt 335 procent mere grødris i oktober 2025 sammenlignet med samme måned året før.


24 procent flere julekalendere


Også de mange julekalendere er blevet revet væk hos grænsebutikkerne. I slutningen af oktober havde Fleggaard solgt 24 procent flere julekalendere end på samme tid sidste år.


– Julekalendere er noget af det, folk især er på jagt efter. Enkelte af dem bliver revet ned af hylderne – det er for eksempel den nye Pringles-julekalender eller Skipper’s Pipes-kalenderen, fortæller Lars Mose Iversen og tilføjer:


– Vi har kørt julehandel siden august, så det kan godt være, at man skal skynde sig, hvis man vil sikre sig en specifik julekalender eller bestemte julegodter.