Igen i år er Løgumkloster Menighedsråd vært ved en filmaften i Den gamle Biograf i Løgumkloster.
Onsdag d. 28. februar kl. 19.30 vises filmen “Songs of Earth”, og i den forbindelse siges der et par ord inden om filmen.
Efter filmen er menighedsrådet vært ved et glas vin/vand.
Reduceret billetpris: kr. 50,-.
Om filmen skriver Dansk Filminstitut følgende:
“Det bliver ikke meget større end ‘Songs of Earth’. Norske Margreth Olin har skabt et overvældende, cinematisk værk om livet, døden, naturen og om simpelthen at være til stede i verden. Med Norges svimlende smukke bjerglandskaber som sin monumentale ramme indleder Olin en eksistentiel rejse med hendes egne, aldrende forældre som den menneskelige målestok ude i de umådelige vidder. Her har deres slægt altid levet side om side med naturen. Også når jordens urkræfter har vist sig fra sine mest nådesløse sider. Forældrenes kærlighed og livslange loyalitet vidner med stilfærdig ro om hvordan ydre omgivelser og indre rum giver genlyd i hinanden. Men selv ikke det mest klippefaste fjeld er uforanderligt – og slet ikke i en tid som vores. Detaljegraden i Olins lyriske og visionære billeddigt til sin hjemstavn overgår nærmest alt andet, man har set på det store lærred.
Og det er helt afgjort der, ‘Songs of Earth’ skal opleves.”
Filmaftenen er arrangeret i et samarbejde mellem Løgumkloster Menighedsråd og Den gamle Biograf.