FFL21: Regeringen vil prioritere 200 millioner til at løfte natur og biodiversitet

Regeringen vil afsætte 200 millioner kroner over de næste fire år til at løfte naturen og biodiversiteten, så der f.eks. kan komme mere urørt skov eller flere naturnationalparker. I lyset af corona-krisen rykkes naturtopmødet til 2021 og de efterfølgende politiske drøftelser om en natur- og biodiversitetspakke til efteråret 2021.

Naturen er i krise og alt for mange arter uddør i Danmark. Derfor vil regeringen vil tage endnu et skridt for at løfte natur og biodiversitet i Danmark.

Regeringen vil afsætte 50 millioner kroner årligt i 2021-2024 til at løfte naturen og biodiversiteten. Pengene kan bl.a. udmøntes til etablering af nye naturnationalparker og udlægning af urørt skov. Det kommer i forlængelse af allerede afsatte midler, og oveni beslutningerne om at forberede Danmarks to første naturnationalparker og udpegning af urørt skov fra før sommeren. Samlet vil der således være ca. 120 millioner kroner til natur i 2021. 

–        Naturen er en af regeringens prioriteter på finansloven. Vi har allerede taget en række skridt for at passe bedre på vores fælles natur, og med finanslovsforslaget kan vi tage nye skridt mod at give naturen mere plads med f.eks. nye naturnationalparker og mere urørt skov. Der er brug for flere og vildere levesteder til vores insekter, dyr og planter, siger miljøminister Lea Wermelin.

Dialog fortsætter og natur- og biodiversitetspakke rykkes et år

Corona-krisen førte til aflysningen af et planlagt naturtopmøde med bl.a. forskere, erhverv og grønne interesseorganisationer. Dialogen med interessenterne fortsætter på baggrund af et katalog over de indsendte forslag til natur- og biodiversitetspakken. Naturtopmødet afholdes i 2021, og natur- og biodiversitetspakken rykkes, så de politiske drøftelser indledes i efteråret 2021.

– Vi har et ansvar for at bringe os klogt gennem Corona-krisen nu her. Det afspejler finanslovsforslaget, og der er brug for hårde prioriteter. Af samme grund er naturen en af vores prioriteter, men igangsættelsen af de politiske drøftelser om en samlet natur- og biodiversitetspakke rykkes til efteråret 2021. Jeg ser nu frem til at fortsætte dialogen med interessenterne om, hvordan vi bedst løfter naturen, og så gennemfører vi det planlagte Naturtopmøde i det nye år, siger miljøminister Lea Wermelin.

Be the first to comment on "FFL21: Regeringen vil prioritere 200 millioner til at løfte natur og biodiversitet"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*