Store strømmaster pynter ikke i landskabet.
Diskussionen i de senere år har gået på om de store master ikke kunne erstattes af kabler i jorden.
Den udfordring har Energinet nu taget op og løst i forbindelse med den nye 132 kV elforbindelse, der går fra Energinets højspændingsstation ved Torslunde i Holbæk Kommune og hen til højspændingsstationen ved Kirkeskovgård i Lejre Kommune. Den bliver i alt cirka 29 kilometer lang.
Den eksisterende luftledningsforbindelse er snart 40 år gammel, og skal derfor udskiftes med en kabelforbindelse i jorden. Folketinget har nemlig besluttet, at 132 kV elforbindelser, der skal renoveres, skal lægges i jorden som kabler for at forskønne landskabet. Samtidig er den nye kabelforbindelse med til at fremtidssikre det danske elnet, så det bliver klart til at håndtere mere strøm fra sol og vind, som skal transporteres rundt i landet.
”Vi får et pænere landskab uden højspændingsmaster – og vi får et stærkere elnet, der er klar til fremtidens behov. Det er en god nyhed for både borgere og den grønne omstilling,” siger Jeppe Ottosen, der er projektleder hos Energinet..
