Der er sket en voldsom stigning i elforbrugere, der vil tilsluttes elnettet, og det har skabt begrænset kapacitet til nye forbrugere. Den 2. marts 2026 indførte Energinet midlertidig pause for nye tilslutningsaftaler til transmissionsnettet. En ny model bliver indført. Projekterne behandles samlet og efter skærpede krav til modenhed.
Efter den 3. juni, hvor den midlertidige pause for nye nettilslutninger slutter, vender Energinet ikke tilbage til den måde, større tilslutninger blev håndteret på før pausen. Det ville ikke være ansvarligt i en situation, hvor den ledige kapacitet i transmissionsnettet er så begrænset. Derfor overgår Energinet til en ny model for større tilslutninger, hvor projekterne behandles samlet og efter skærpede krav til modenhed, fremdrift og netvenlighed. Der vil ikke blive underskrevet nye nettilslutningsaftaler før til efteråret.
Arbejdet i akutpakken har givet Energinet et bedre grundlag for den videre håndtering af nye tilslutninger. Samtidig viser analyserne, at den ledige kapacitet i transmissionsnettet er meget begrænset allerede nu og i de kommende år, på trods af et investeringsniveau i transmissionsnettet der er markant højere end for få år siden.
Da Energinet den 2. marts indførte en midlertidig pause i nye nettilslutningsaftaler, var det for at skabe overblik og udvikle nye tilgange i en situation, hvor efterspørgslen efter adgang til transmissionsnettet var vokset markant.
Den almindelige elektrificering var forventet. Men tempoet og omfanget af tilslutninger og nye anmodninger fra meget store forbrugsprojekter – blandt andet datacentre, batterier og Power-to-X-anlæg – havde nået en størrelse, der lå væsentligt ud over de forudsætninger, planlægningen hidtil havde hvilet på. Pausen har givet Energinet, netselskaberne og Green Power Denmark mulighed for at arbejde med kapacitetsgrundlaget, koordineringen på tværs af transmissions- og distributionsnet og vedtage nye principper for modenhed, fremdrift og kapacitetstildeling.
Det betyder ikke, at kapacitetsudfordringen er løst. Men arbejdet har givet et bedre grundlag for at gå videre med en mere kontrolleret håndtering af større tilslutninger.
“Pausen har givet Energinet et bedre grundlag at handle på. Men analyserne viser også, at restkapaciteten i transmissionsnettet er meget begrænset – både nu og i de kommende år, på trods af et højt investeringsniveau. Det er en vanskelig situation, som vi gerne havde været foruden, og vi forstår godt, at det er frustrerende for de virksomheder og projekter, der venter på afklaring. Men det ændrer ikke ved, at vi skal håndtere kapaciteten ansvarligt. Derfor ser vi nu fremad med en ny model, hvor større tilslutninger behandles mere samlet end tidligere.” siger Kim Willerslev Jakobsen, direktør for Systemansvar i Energinet.
Ny praksis for sagsbehandling af større tilslutninger
Energinet vender ikke tilbage til den måde større tilslutninger blev håndteret på før pausen. Det ville ikke være ansvarligt i en situation, hvor den ledige kapacitet i transmissionsnettet er så begrænset.
Før pausen blev større projekter i højere grad behandlet løbende og enkeltvis. Fremover skal tilslutningskøen ikke bare genstartes. Den skal gennemgås og behandles på ny efter de principper, der er udviklet under pausen.
Det betyder, at projekterne behandles efter modenhed, fremdrift og netvenlighed. Samtidig vil Energinet samle sagsbehandlingen i puljer, så projekterne kan ses i sammenhæng med hinanden, med den kapacitet der faktisk er til rådighed i transmissionsnettet, og med belastningen på tværs af transmissions- og distributionsnet. Den nye model for sagsbehandling er fortsat under udvikling.
Første pulje efter den nye praksis forventes færdigbehandlet i efteråret. Det betyder, at der ikke træffes nye beslutninger efter den nye praksis om nettilslutningsaftaler for større kunder i transmissionsnettet før da.
For mange nye kunder vil der i mange tilfælde være behov for, at der besluttes og udbygges yderligere transmissionsnet, før de kan blive tilsluttet med fuld netadgang. Nye forbindelser, stationer og øvrige anlæg kræver planlægning, myndighedsbehandling, indkøb og anlægsarbejde. For meget store tilslutninger kan tidshorisonten derfor i flere tilfælde være 5-10 år.
“Det er ikke længere ansvarligt at håndtere meget store projekter enkeltvis og isoleret, når efterspørgslen er så meget større end den tilgængelige kapacitet. Vi skal i højere grad se projekterne i sammenhæng og vurdere, hvordan de påvirker det samlede system på tværs af transmissions- og distributionsnet. Det giver en mere retvisende og ansvarlig håndtering af den kapacitet, der faktisk er til rådighed,” siger Kim Willerslev Jakobsen.
Energinet, Green Power Denmark og netselskaberne fortsætter den tætte koordinering om kapacitet, tilslutninger og snitfladen mellem transmissions- og distributionsnet. Samtidig er der fortsat behov for politiske prioriteringer, hurtigere udbygning af transmissionsnettet og en planlægning, der kan understøtte elektrificering, lokal udvikling og dansk konkurrencekraft i de kommende år.
Almindelig elektrificering kan fortsætte mange steder
Selvom den ledige kapacitet i transmissionsnettet er stærkt begrænset, er den almindelige udvikling i elforbruget regnet ind i kapacitetsgrundlaget.
Det betyder, at der fortsat mange steder er plads til den løbende elektrificering uden yderligere tiltag. Netselskaberne fortsætter derfor som hidtil med at tilslutte mindre og mellemstore kunder.
For større kunder i distributionsnettet vil der skulle søges afklaring hos Energinet om den tilbageværende kapacitet i transmissionsnettet. Det betyder, at der vil være en afklaringsperiode, og at den konkrete vurdering vil afhænge af den tilgængelige kapacitet i det pågældende område. Tilslutninger skal kunne ske uden at udfordre forsyningssikkerheden for de allerede tilsluttede kunder.
“Den almindelige elektrificering skal have plads. Derfor er det vigtigt, at vi skelner mellem den almindelige udvikling i elforbruget og de meget store enkeltprojekter, som kan lægge et markant pres på transmissionsnettet i bestemte områder,” siger Kim Willerslev Jakobsen.
INFORMATION TIL PROJEKTER I TILSLUTNINGSKØEN
Generelt kan du forvente:
- Dit projekt bliver ikke nulstillet, men…
Tilslutningskøen bliver genstartet med nye kriterier for sagsbehandling. Projekterne bliver blandt andet gennemgået efter nye principper for prioritering og modenhed. - Gennemgangen tager tid
Energinet skal først gennemgå og sanere køen, før vi kan sige mere præcist, hvad det konkret betyder for det enkelte projekt. - Projekter behandles ikke nødvendigvis i samme rækkefølge som før
Fremover indgår projektets modenhed, fremdrift og netvenlighed i behandlingen. - Projekter behandles samlet i puljer i stedet for enkeltvis
Det gør vi for at skabe et bedre overblik over den samlede belastning i nettet, og kapaciteten fordeles bedre på den baggrund. Den første pulje ventes at blive færdigbehandlet efter de nye principper til efteråret. - Du får besked, når der er afklaring
Når Energinet har behandlet dit projekt, informerer vi dig om de næste skridt og den forventede videre proces. - Der er fortsat begrænset kapacitet
Den nye tilgang betyder ikke, at der er plads til alle projekter med det samme. Nogle projekter vil derfor skulle vente længere end andre.
Specifikt om din placering i køen:
- Projekter der allerede har fået tilsendt nettilslutningsaftale
Disse projekter vil ikke være omfattet af den nye prioriteringsmodel eller krav om modenhed. Det sker af hensyn til forudsigelighed og retssikkerhed. - Projekter i modning
Disse projekter bliver behandlet efter de nye krav til modenhed og prioritering, som projektejer skal kunne dokumentere. - Projekter i screening
Disse projekter bliver også behandlet efter de nye modenheds- og prioriteringsprincipper. Projekterne skal således opfylde alle de nye krav til modenhed. - Nye projekter
Nye projekter – der er meldt ind til Energinet efter den 2. marts 2026 – behandles fra start efter de opdaterede modenheds- og prioriteringskriterier. Kravene skal være opfyldt, før vi kan sætte screeningen i gang.
Du kan læse mere her.
FAKTA OM AKUTPAKKEN
Det har Energinet brugt pausen til:
- Opnå overblik over kapacitet i transmissionsnettet. Her er nye og konsoliderede beregninger med til at give et mere retvisende grundlag for at tildele kapacitet til kunder.
- Indført en ny måde at styre investeringsbeslutninger i samarbejdet med DSO’erne på, reserveret kapacitet til DSO-projekter i porteføljen og undersøgt, hvor transformere på lager kan tages i brug.
- Reserveret kapacitet til den almindelige elektrificering for at sikre plads til samfundsudvikling og mindre erhvervsprojekter.
- Indført skærpede modenheds-, og fremdriftskrav, samt netvenlig prioritering for at sortere umodne og useriøse projekter fra køen. Det skal skabe et mere retvisende billede af det fremtidige behov for kapacitet.
- Præciseret tidspunktet for tildeling af kapacitet. Den bliver først reserveret efter projektet har indgået en Nettilslutningsaftale (NTA).
- Arbejdet på at indføre en række tiltag, som sikrer, at netkunderne anvender den kapacitet de har fået fordelt. Tiltagene er under udvikling og den endelige udformning vil blive kommunikeret på et senere tidspunkt. Projekter behandles samlet i puljer i stedet for enkeltvis. Det sker for at skabe et bedre overblik over den samlede belastning i nettet, og kapaciteten fordeles bedre på den baggrund.
- Genvurderet metoden for begrænset netadgang (BNA). TSO’en og DSO’erne forventer, at metoden kan godkendes juridisk af Forsyningstilsynet. Samtidig har vi fundet en teknisk løsning, som kan tages i brug, så snart metoden er godkendt. Derudover har vi afsøgt muligheder for en hurtigere godkendelsesproces hos Forsyningstilsynet.
Tiltagene ovenfor løser ikke i sig selv udfordringerne med manglende kapacitet. Derfor er der stadig behov for politisk prioritering af eksisterende og fremtidig kapacitet i elnettet.

