Mandag var både Aabenraa Kommunes borgmester og klimaministeren med til at indvie et nyt solcelleanlæg i Bjerndrup, som efter planen skal producere omkring 87.000.000 kWh strøm om året. Det nye anlæg spiller derfor positivt ind i kommunens klimaplan, og flere solcelleanlæg er på vej.
Den nye klima, energi og forsyningsminister, Lars Aagaard, havde mandag taget turen til det sønderjyske for sammen med blandt andre Aabenraa Kommunes borgmester, Jan Riber Jakobsen, at indvie et nyt solcelleanlæg i Bjerndrup syd for Aabenraa, som skal producere omkring 87 millioner kWh grøn strøm om året. Til sammenligning bruger hver dansker i gennemsnit 1.600 kWh om året.
– Vi vil være frontløbere for grøn energi, og derfor er det rigtig vigtigt, at vi også har private aktører, som kan bidrage til etableringen af flere anlæg til produktion af vedvarende energi, så vi sammen kan leve op til vores klimamålsætning.
Solcelleanlægget i Bjerndrup er det tredje i kommunen, og endnu to er allerede godkendt af Byrådet, hvilket vil bringe den samlede planlagte produktion af grøn strøm fra store solcelleanlæg op på ca. 366.000.000 kWh.
Aabenraas borgmester er glad for, at der er så stor interesse for at opføre solcelleanlæg i kommunen, da det passer perfekt med Klimaplanen, som byrådet vedtog sidste år.
– Vi har med kommunens klimaplan været ambitiøse – ikke kun på egne vegne – men på hele Danmarks vegne, da vi efter planen skal reducere udledningen af drivhusgasser frem mod 2030 med 70 procent og 100 procent i 2050. Derfor er vi glade for, at vi både med de eksisterende og kommende anlæg kommer et skridt nærmere på at nå i mål med vores klimaplan siger borgmesteren og fortsætter:
– Jeg er stolt over, at Byrådet har skabt rammerne for, at vi har nogle af verdens største anlæg for vedvarende energi inden for sol og biogas i Aabenraa Kommune, og senere på året får vi også et Power-to-X-anlæg, så vi kan godt være stolte af indsatsen for den grønne omstilling.
Den grønne strøm, som bliver produceret på de nuværende og kommende solcelleanlæg, skal blandt andet bruges til at producere grønt brændstof som brint eller e-methanol.
Solcelleparken i Bjerndrup dækker et areal på ca. 93 hektar, hvilket svarer til omkring 130 fodboldbaner, og er bygget af Better Energy, som også står for driften af anlægget.
Kilde: Aabenraa Kommune