Ekstra p-pladser til lastbiler står nu klar langs Sønderjyske Motorvej

Der er nu plads til flere store køretøjer på rasteplads Øster Løgum Øst langs Sønderjyske Motorvej. Foto: Vejdirektoratet

Mellem Haderslev og Aabenraa kan flere lastbilchauffører nu køre ind og få sig en velfortjent pause. I dag står 17 nye p-pladser til lastbiler nemlig klar på rasteplads Øster Løgum Øst.

Op langs den Sønderjyske Motorvej er antallet af lastbiler stødt stigende, og det har lagt pres på p-pladserne i området. Derfor har Vejdirektoratet i de sidste par år arbejdet på at få bygget ekstra p-pladser til lastbiler på rastepladserne langs motorvejsnettet.

I alt er der blevet etableret knap 100 ekstra p-pladser til lastbiler fra grænsen og op til Skærup, syd for Vejle. 17 af de p-pladser åbner i dag tirsdag den 24. oktober på rasteplads Øster Løgum Øst mellem Haderslev og Aabenraa.

“Vi oplever et stigende antal lastbiler på danske veje, og vi skal sikre ordentlige forhold for de mange chauffører, der hver dag passer deres arbejde på vejene. Det øger efterspørgslen på rastepladser, og med infrastrukturaftalen blev der afsat penge til at løse udfordringen. Derfor kan vi nu åbne endnu flere parkeringspladser langs Sønderjyske Motorvej, så chaufførerne kan få en plads til at holde det daglige hvil, siger transportminister Thomas Danielsen.

På de rastepladser hvor Vejdirektoratet er færdige med at etablere flere p-pladser til lastbiler, er pladserne blevet taget i brug med det samme.

Bedre plads og mindre støj

På rasteplads Øster Løgum Øst betyder de 17 nye p-pladser, at der nu vil være i alt 27 p-pladser til lastbiler. Samme antal findes på rasteplads Øster Løgum Vest, som blev udvidet sidste år.

”Vi har sat ind med flere parkeringspladser på de rastepladser, som var overbelagte, og det er et vigtigt skridt i arbejdet for at forbedre forholdene for lastbilchaufførerne,” siger projektleder i Vejdirektoratet Charlotte Veiss-Pedersen.

Både de nye og eksisterende p-pladser er blevet vinklet mere skråt for at optimere ind- og udkørsel for lastbilerne. Vejdirektoratet har desuden opsat mere belysning på pladsen og etableret et regnvandsbassin – og så er den overskydende jord blevet til en støjvold på den modsatte side af motorvejen.

Med fokus på bæredygtighed vil Vejdirektoratet for hvert træ eller anden beplantning, der er blevet fældet for udvidelsen, plante et tilsvarende antal på andre arealer.

Fakta om projektet

Udvidelsen af landets rastepladser udspringer af ”Infrastrukturplan 2035”, hvor der er afsat en pulje på 65 millioner kroner til at øge parkeringsmulighederne på rastepladser langs motorvejsnettet.

Kilde: Vejdirektoratet