Ekstra navne i posen på Tønder Festival

Heidi Talbot har besøgt Tønder Festival flere gange. Senest i 2019 med bandet Arcade med den skotske sanger Adam Holmes. Nu er Heidi Talbot aktuel med soloalbummet “Sing It For A Lifetime”, som har fået meget fine anmeldelser. På albummet medvirker blandt andre den amerikanske multi-instrumentalist Dirk Powell og den britiske stjerneguitarist Mark Knopfler – begge har Heidi Talbot tidligere arbejdet sammen med. Foto: Tønder Festival - pressefoto

Flere gode nyheder: Årets program i Tønder får tilføjet yderligere navne og begivenheder.

Jo, Tønder Festival annoncerede for nylig, at årets program var klar med alle navne. Men hvorfor ikke være ekstra gavmild og tilføje en stribe yderligere navne, så publikum har endnu mere at glæde sig til.

Internationale navne

Der er gensyn med to skotske bands, Elephant Sessions og The Friel Sisters. Desuden kommer irske Heidi Talbot og canadiske The Small Glories. Også danske Stine Klingsten er på plakaten.

Hyldest til Povl Dissing

En helt særlig koncert er tilegnet en af vore helt store kunstnere, nemlig Povl Dissing. Han bliver hyldet af en lang række solister: Kjartan Arngrim, Nive Nielsen, Jakob Bro, Bisse, Rasmus Dissing, Jonas Dissing, Rikke Thomsen og Niels Hausgaard. Orkestret bag solisterne består af blandt andre multimusikeren Gustaf Ljunggren, som er kapelmester, og bassisten Tony Garnier, sidstnævnte kendt fra Bob Dylans band.

Sangskrivermøder og musikhistorier

Derudover kan publikum se frem til “Folkhistorier” – som er den kendte podcast ”Rockhistorier” med de to musikjournalister Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch omsat til en livesesssion med folk- og rootsmusik på sigtekornet. Samt ikke mindst de populære Songwriter’s Circle i egenskab af både Women’s Circle og Gentlemen’s Circle. Blandt deltagerne finder man internationale og danske sangskrivere, som er på plakaten på festivalen. Samt britiske Allan Taylor, som er tæt forbundet med Tønder Festival, og som i år kun optræder i Gentlemen’s Circle.

Synges skal der også, når det lokale koncept KUNSTEN AT GLÆDES I KOR dukker op. Og så er der også flere Gaffa Talks, hvor musikmagasinet taler live med nogle af kunstnerne på festivalen. Samt levende radio med DR P5.

Skotsk tema

Den skotske folkemusik har altid været en del af programmet på Tønder Festival. I år bliver musikkulturen fra Skotland hyldet og bliver synlig rundt om på festivalpladsen. Det vil især være i området ved Telt 2, at publikum vil møde det skotske tema, og det er også i Telt 2, at en lang række af den skotske musikere på årets festival vil optræde. Lørdag 27. august er alle koncerter i Telt 2 med skotske musikere. Flere af spisestederne på pladsen vil have skotsk mad på menuen, og i Rom & Cigarbaren vil sortimentet blive udvidet med skotsk whisky.

Temaet på årets festival er et samarbejde med Showcase Scotland, som arbejder på at udbrede skotsk musik i udlandet.

MERE OM KUNSTNERNE:

Elephant Sessions (SCO)

Elephant Sessions er kompromisløse highlanders og har besøgt Tønder festival adskillige gange. Når Elephant Sessions denne gang går på scenen i Tønder, er det med deres nye og tredje album i bagagen, “What Makes You” udgivet i 2022. Debutalbummet udkom i 2014, og siden er det kun gået opad for bandet. I 2018 blev bandet belønnet med en prestigefyldt Scots Trad Music Award for “Live Act of the Year”. Rolling Stone Magazine skriver om Elephant Sessions: “Disse skotter bruger deres instrumenter som våben beregnet til at ødelægge klicheer. Vi elsker dem.” Elephant Sessions mikser traditionel folk, funk, electronica og meget andet til en potent neo-folk-cocktail, der har beruset publikum i Storbritannien, det øvrige Europa og i Australien. Euan Smillie på violin og Alasdair Taylor mandolin bidrager med heftige tunes, mens Seth Tinsley på bas og synth og Greg Barry på trommer og forskellige samples lægger grunden i et legende setup, hvor dansegenerne udfordres, og festen næsten er en selvfølge. Eneste danske festivalkoncert i 2022.

www.elephantsessions.com

The Friel Sisters (SCO)

Søstrene Anna, Sheila og Clare Friel er født i Glasgow, men familierødderne er forankret i Donegal Gaeltacht i det nordvestlige Irland. Med vokaler, violin, fløjte og uilleann pipes – og med den særlige lyd og musikalsk fornemmelse, der kan være mellem søskende tæt på hinanden – bringer de tre søstre med stor succes den traditionelle irske folkemusik ud i verden. The Friel Sisters har optrådt på spillesteder og festivaler i hele Europa, Amerika og Asien og har turneret med navne som Altan, The Chieftains, Lunasa og Sharon Shannon. Deres debutalbum “The Friel Sisters” i 2013 fik stor opmærksomhed og fine anmeldelser. I 2016 vandt trioen prisen Trophée Loic Raison ved den franske Festival Interceltique de Lorient.

Album nummer to, ”Before the Sun”, fra 2018, høstede endnu mere hæder og fik en 4-stjerners anmeldelse i The Irish Times. Fiddler Clare Friel modtog i 2018 prisen Young Musician of the Year i Irland. Eneste danske festivalkoncert i 2022.

www.frielmusic.com

Heidi Talbot (IRL)

Heidi Talbot har besøgt Tønder Festival flere gange. Senest i 2019 med bandet Arcade med den skotske sanger Adam Holmes. Nu er Heidi Talbot aktuel med soloalbummet “Sing It For A Lifetime”, som har fået meget fine anmeldelser. På albummet medvirker blandt andre den amerikanske multi-instrumentalist Dirk Powell og den britiske stjerneguitarist Mark Knopfler – begge har Heidi Talbot tidligere arbejdet sammen med. Heidi Talbot er født i 1980 og kommer fra Kildare i Irland. Som 18-årig flyttede hun til New York og kom senere med i den amerikansk/irske gruppe Cherish The Ladies. Samtidig blomstrede hendes solokarriere, og Heidi Talbot har gennem tiden haft samarbejde med navne som Eddie Reader, Boo Hewerdine, John Doyle, Jerry Douglas samt ikke at forglemme, den britiske violinist John McCusker, som hun har været gift med i elleve år. Parret er i dag ikke længere sammen, og albummet “Sing It For A Lifetime” er skabt med både skilsmissen og corona-pandemien som bagtæppe.

www.heiditalbot.com

The Small Glories (CAN)

Duoen The Small Glories, som besøgte Tønder i 2017, vinder mere og mere terræn på den internationale scene. The Small Glories består af Cara Luft, vokal, banjo, og JD Edwards, vokal, guitar, og kommer fra Winnipeg. Hver for sig var de stjerner på den canadiske folk- og rootsscene, inden de dannede duoen i 2016. JD Edwards har blandt andet slået sine folder i JD Edwards Band, og Cara Luft var medlem af The Wailin’ Jennys frem til 2005. I The Small Glories har to kontrastfyldte kunstnere fundet sammen, og med smukke harmonier leverer de iørefaldende sange. På debutalbummet “Wondrous Traveler” fra 2016 bliver forskellene vekslet til stor alsidighed med folk- og bluegrassballader og en rockende version af Woody Guthrie og Billy Bragg’s “Way over Yonder in The Minor Key”. Seneste album er “Assiniboine & The Red” fra 2019. “Luft og Edwards lyder veltilpas i hinandens selskab og kan nok snart slutte sig til duoer som Mandolin Orange og Shovels & Rope i americana-toppen,” skriver Paste Magazine om The Small Glories. Eneste danske festivalkoncert i 2022.

www.thesmallglories.com

Povl Dissing hyldestkoncert (DK, USA, GL)

Koncerten torsdag kl. 15.15 i Telt 1 kan meget nemt gå hen og blive en af de begivenheder, der især vil blive husket fra årets festival. Her vil et helt særligt band samt en perlerække af solister hylde Povl Dissing. Det er der al mulig grund til, for den nu 84-årige sanger, fortolker og musiker er en del af den kollektive bevidsthed i dette land og har siden 60’erne bidraget på stærkeste vis til den danske sangskat. Povl Dissing blev som den første medlem af den nystiftede Hall of Fame for folkemusik i Tønder i efteråret 2021. Bandet til hyldestkoncerten består af multi-instrumentalisten Gustaf Ljunggren, den amerikanske bassist Tony Garnier – som til daglig spiller i Bob Dylans band – Anders Petersen, guitar og andre strengeinstrumenter, Emma Kragh-Elmøe, violin, og Nikolai Busk, piano. Solisterne er: Kjartan Arngrim, Nive Nielsen, Jakob Bro, Bisse, Rasmus Dissing, Jonas Dissing, Rikke Thomsen og Niels Hausgaard.

Folkhistorier med Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch
Rockhistorier bliver til Folkhistorier. De to værter, Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch, har gennem snart 200 episoder af deres populære podcast “Rockhistorier” været vidt omkring i musikkens vidunderlige verden. Fra vuggeviser til frenetisk støjrock. Fra rebelsk soul til ulykkelig country. Fra musicals til metal. Og sådan cirka alt andet ind i mellem. De er tilhængere af mantraet om, at der kun findes to slags musik: God musik og dårlig musik. Især når de selv får lov til at definere forskellen. Indimellem har de dog også gæster med i udsendelserne, som spiller et udvalg af de sange, som har været med til at forme dem som mennesker og som musikere. Det bliver også tilfældet her, hvor Folkkhistorier over to dage vil invitere to optrædende fra årets Tønder Festival til en snak på scenen om den musik, der har været med til at ændre deres verden.

Women’s Circle (USA, CAN, NZ, IRL, DK)

De senere år har de særlige eftermiddagskoncerter Women’s Circle og Gentlemen’s Circle været store succeser. Også i år er begge koncepter på programmet. Women’s Circle byder på fem kvindelige sangskrivere fra USA, Canada/New Zealand, Irland og Danmark: Katie Pruitt, et af de nyere og fremtrædende navne fra Nashville, Cara Dillon, Irlands store stemme og traditionsfortolker, Tami Neilson, opvokset i Canada og  i dag bosiddende i New Zealand, Rikke Thomsen, fremadstormende sangskriver med det sønderjyske som specialitet, og Signe Svendsen, folkekær sangskriver og næsten veteran på festivalen. “Songwriter’s Circle” har altid været en del af Tønder Festivals identitet og skaber de særlige koncertøjeblikke, hvor sangskrivere fra nær og fjern mødes på scenen, skiftes til at være i front, spiller med på hinandens sange og fortæller gode historier.

Gentlemen´s Circle (USA, NL, UK, DK)

Gentlemen’s Circle byder på fire mandlige sangskrivere fra USA, Holland, Storbritannien og Danmark: Raúl Malo, amerikansk sangskriver og guitarist og frontmand i The Mavericks, Hans Theessink fra Holland, bosiddende i Østrig og absolut veteran på Tønder Festival, Allan Taylor, britisk sangskriver og folkemusiker – også stærkt forbundet med festivalen, og Guy Davis, amerikansk bluesmusiker og i år med i trioen Gumbo, Grits & Gravy.

Stine Klingsten (DK)

Den 33-årige sangskriver og musiker Stine Klingsten er aktuel med sit debutalbum “Dage” (2022). I 2020 udgav hun EP’en “Dansen”, og samme år modtog hun folkemusikprisen Årets Helge. Stine Klingsten, som har rødder i Vestjylland, har været med i adskillige bands, blandt andre bluegrassbandet The Raggedy, har arbejdet med musicals og er uddannet sanger og sangpædagog. I 2017 havde hun en hovedrolle i Dolly Parton-musicalen “9 To 5” på Vilhelmsborg ved Aarhus. De danske sange har fået luft under vingerne de senere år via sangskriverkurser og workshops. I 2019 var Stine Klingsten med på en sangskriverworkshop på Samsø arrangeret af Poul Krebs. Her mødte hun produceren og guitaristen Thomas Fleron, som hun siden har arbejdet sammen med.

www.stineklingsten.dk

KUNSTEN AT GLÆDES I KOR (DK)

Vadehavet er epicentret for projektet KUNSTEN AT GLÆDES I KOR, som byder på fællessang med publikum og danske salmer og sange. Udgangspunktet er naturen og kulturen i Vadehavsregionen. “Det er egentlig meget simpelt: Vores ambition er at samle Vadehavets største publikumskor om fælles glæde ved sang og musik og dele en stor musikalsk og social oplevelse,” siger musiker Casper Mikkelsen, en af initiativtagerne. KUNSTEN AT GLÆDES I KOR besøgte Tønder Festival 2019. Nu vender de tilbage med sangere og orkester og med håb om, at publikum vil være med. Og koret understreger, at alle kan være med – både øvede sangere og begyndere, etablerede kor og enkeltpersoner.

Tønder Festival 2022:

The Mavericks (USA), Madrugada (NO), Allison Russell (CAN), Keb’ Mo’ (USA), Cara Dillon (IRL), Eilen Jewell (USA), Cedric Burnside (USA), Michael McGoldrick (ENG), Red Hot Chilli Pipers (SCO), Katie Pruitt (USA), Tami Neilson (CAN/NZ), Lars Lilholt Band (DK), Siobhan Miller (SCO), The Ballroom Thieves (USA), Ian Noe (USA), Blue Rose Code (SCO), Blazin’ Fiddles (SCO),  Bjørn Eidsvåg (NO), Dave Gunning (CAN), Saint Sister (IRL), The Henry Girls (IRL), The Once (CAN), Christopher Paul Stelling (USA), Sarah Hagen (CAN), Signe Svendsen (DK), Rikke Thomsen (DK), 9Bach (WAL), Ordinary Elephant (USA), Hymns from Nineveh (DK), Anna Tivel (USA), Jerron Paxton (USA), Del Barber (CAN), Jeffrey Martin (USA), Sean Rowe (USA), Rura (SCO), Hogslop String Band (USA), The Ghost of Paul Revere (USA), Ida Gard (DK), Som Os (DK), Calby (DK), Cóig (CAN), Connie Kaldor (CAN), Skerryvore (SCO), Efterklang med Sønderjysk Pigekor (DK), Irish Mythen (IRL), William Crighton (AUS), Hans Theessink & Knud Møller (NL, DK), Mick Flannery & Susan O´Neill (IRL), Amythyst Kiah (USA), Vincent Neil Emerson (USA), Margo Cilker (USA), Mike Elrington (AUS), Tide Lines (SCO), Fourth Moon(IT, FR, AT, SCO), Gumbo Grits & Gravy (USA), Niels Hausgaard (DK), MIKAEL K///KLONDYKE (DK), FolkBALTICA Ensemblet (DK, DE), Folk Spot Denmark (SE, NO, DK): Kajsa Balto, Barani, CPH Slim, Fionia Folk Brothers, Flach | Dillner, Grabow & Guldhammer, Jørgensen og Sørensen og Tone of Voice Orchestra, Heidi Talbot (IRL), The Friel Sisters (SCO), Elephant Sessions (SCO), The Small Glories (CAN), Povl Dissing Hyldestkoncert (DK, USA, GL), Folkhistorier (DK), Women’s Circle ((USA, CAN, NZ, IRL, DK), Gentlemen’s Circle (USA, NL, UK, DK), Kunsten at glædes i kor (DK).

Tønder Festival 25. 26. 27. 28. august 2022

www.tf.dk

www.facebook.com/tonderfestival

Twitter: @tonderfestival

Instagram: TONDERFESTIVAL

Kilde: Tønder Festival