Et rekordstort antal danskere valgte denne sommer at tage toget syd for grænsen. Og efterspørgslen ser ud til at fortsætte ind i efteråret.
I de tre sommermåneder fra juni til og med august har DSB solgt hele 22 % flere pladsreservationer sammenlignet med sommerperioden i 2023.
I gennemsnit har belægningen på de internationale dagstog ligget mellem 85-90 %, og mange afgange har i år været helt udsolgt.
”Vi har oplevet en stor interesse for togrejser til udlandet i år. Det er meget tydeligt at kombinationen af en behagelig og bæredygtig rejseform tiltaler rigtig mange,” siger kundechef i DSB, Charlotte Kjærulff.
DSB vurderer, at omkring 10.000 rejsende har taget toget til EM i Tyskland, hvilket understreger den store efterspørgsel.
Stor interesse for miniferier
Interessen er ikke begrænset til sommermånederne. I hele 2024 har DSB set en stigende interesse for at bruge toget i miniferierne. I efterårsferien i uge 42 og weekenden op til ligger antallet af bookinger lige nu hele 57% over sammenlignet med efterårsferien sidste år.
”Vi ser, at weekendture er enormt populære, og efterspørgslen er stigende her i efteråret. Det er også derfor, vi har valgt at øge antallet af billige Orange Europa-billetter til vores udlandstog til Tyskland, for at imødekomme den stigende efterspørgsel. Og vi ser på, hvordan vi kan blive ved med at tilbyde billige togbilletter ud i Europa,” siger Charlotte Kjærulff.
DSB har blandt andet styrket samarbejdet med tyske DB, hvilket betyder, at man lige nu kan rejse til Berlin via Hamborg for blot 380 kr.
Kilde: DSB