DM i håndbold for handelsskoler afholdes i Tønder

Det Blå Gymnasium Tønder er den 7. og 8. februar arrangør af årets Danmarksmesterskab i håndbold for handelsskoler. Det store stævne bringer mere end 300 unge mennesker fra hele landet til Tønder Kommune.

Igen i 2023 er Det Blå Gymnasium Tønder arrangør af ”DM i håndbold for handelsskoler”. Stævnet afvikles i Tønderhallerne med start tirsdag den 7. februar klokken 09:30. Der er kampe tirsdag frem til kl. 18:00. Onsdag er der kampe fra kl. 08:00 og sidste kamp forventes at være fløjtet af onsdag eftermiddag omkring klokken 16:00. Direktør Carsten Uggerholt Eriksen er stolt over, at stævnet igen i 2023 afvikles i Tønder:

”Det er med stor glæde og store forventninger, at vi byder velkommen til årets store håndboldstævne for handelsskoleelever. Vi afholdt også stævnet i 2019 og 2020 og det forløb så godt, at vi igen fik arrangørrollen i 2021. Dette stævne og stævnet i 2022, blev aflyst på grund af corona, så nu glæder vi os til at komme i gang igen. Vi har i Tønder nogle fantastisk gode faciliteter   og det muligt, at afvikle alle kampe samme sted. Det giver deltagerne mulighed for at se hinanden spille, ligesom der mellem kampene er et socialt moment, som er meget vigtigt. Vi glæder os til at give dem en god oplevelse i Tønder Kommune.”

De mange deltagere kommer fra hele landet, og der vil således være spillere fra både Års, Mors, Skjern, Odense, Roskilde og København. Flemming Sørensen har sammen med Helle B. Madsen været tovholder på stævnet, og han glæder sig over den store interesse:

”Det bliver et fedt stævne. Der kommer masser af dygtige spillere, og der vil blive spillet ungdomshåndbold på højt niveau. Her mødes mange spillere igen, efter de måske har været på samme efterskole eller har kendskab til hinanden gennem diverse håndboldturneringer. Ud over håndboldkampene, så skal deltagerne tirsdag aften til foredrag med assistenttræner på Damelandsholdet, Lars Jørgensen, som holder et oplæg om den personlige udvikling og talentudvikling på håndboldbanen – vi har kaldt det: ”Vejen fra DM i håndbold for handelsskoler til landsholdet”.
– Det er et stort stævne, og vi er meget glade og taknemmelige for den kæmpe opbakning, som de mange frivillige viser os. Uden dem vil det være helt umuligt at gennemføre dette stævne. Ligeledes har en række lokale sponsorer været med til at støtte stævnet. Vi er enormt glade for, den velvilje vi er blevet mødt med. Under stævnet vil det være muligt at møde nogle af sponsorerne, som er i hallen for at ”jobdate” og fortælle om mulighederne for de unge mennesker, hvis de får et job hos dem. Vi har selv et pige og drengehold med i turneringen, og vi håber naturligvis, at de i det stærke selskab vil kunne give de andre hold kamp til stregen.

– Vi glæder os!”

Kilde: Tønder Handelsskole