Omkring 500 mennesker var samlet til årets dimission på Tønder Gymnasium. Stemningen var høj, solen skinnede (i hvert fald i sindet), og blandt gæsterne var både borgmester Jørgen Popp Petersen og Kommunaldirektør Lars Møldrup samt 2. viceborgmester Barbara Krarup Hansen.
Rektor Karl Jørgen Møller bød velkommen – ikke bare på dansk, men også på engelsk, tysk, ukrainsk og sønderjysk!
Allerede dér blev det tydeligt, at mangfoldighed, fællesskab og fremsyn var dagens nøgleord.
Elevtalen blev holdt af Lasse Sabinus Weng-Ludvigsen, og den høstede stor applaus. Han ramte noget, som mange dimittender kunne spejle sig i – både med humor og eftertænksomhed.
Han citerede blandt andet den græske filosof Sokrates: “Det eneste jeg ved, er at jeg intet ved.”
Og fortsatte med en opfordring: “Derfor bør vi altid huske at være nysgerrige, at være åbne for nye muligheder, at være åbne for verden.”
Rektor havde i sin tale indrømmet at have brugt kunstig intelligens – og Lasse greb bolden:
“For nogle af os har det måske været fristende at spørge ChatGPT om hjælp til en aflevering – og ærligt, vi har nok alle været der. Men det rejser også et relevant spørgsmål: Hvad skal vi egentlig lære selv? Og hvad vil det sige at kunne tænke selv, når en robot kan skrive det hele for os?”
Han rundede af med en hyldest til at tænke, tvivle og undersøge – og med en varm tak til både gymnasium og familie.
Se Lasse Sabinus Weng-Ludvigsens elevtale her:
Studentertalen 27-06-2025
Kære medstudenter, lærere, øvrige ansatte og familier.
I dag står vi her med vores huer på. Vi markerer en afslutning på noget stort – og begyndelsen på noget endnu større. Der er nu gået 2 år for nogle, og 3 år for andre. De år der er gået har været fyldt med afleveringer, afleveringer, og afleveringer. Men det har ikke kun været skidt!
Der har også været eksaminer og diverse større opgaver, hvor man måtte gøre alt man kunne, for at finde en printer på skolen der gad virke!
Men bedst af alt, så har det været med grin og venskaber der forhåbentlig kan holde hele livet.
Jeg husker tydeligt tilbage på vores første tid inde for disse vægge – tiden er gået alt for hurtigt. En blanding af spænding og nervøsitet ramte nok mange af os. Introturen til Kollund var en utrolig oplevelse, hvor vi blev præsenteret for hinanden. De nye bekendtskaber til lærere og medstuderende, udviklede sig til nære relationer, der har fulgt os siden. Det var her vi begyndte at lære, hvad det ville sige, at være gymnasieelever.
At vi ikke længere skal møde op her hver dag, vil føles underligt og mærkeligt. Der vil måske komme tider, hvor man er så heldig at besøge skolen igen. Om det vil være som forældre, lærer, eller besøgende til et foredrag eller andet, det kan man aldrig være sikker på. Og det behøver vi heldigvis heller ikke, at være sikre på.
Det kan være let, at bekymre sig om sin fremtid, og hvor man ender henne. Det er det smukke ved livet.
Som den berømte filosof Sokrates engang sagde: “Det eneste jeg ved, er at jeg intet ved”.
Derfor bør vi altid huske, at være nysgerrige, at være åbne for nye muligheder, at være åbne for verden.
Verden ændrer sig hastigt – og vi træder ud i en tid, hvor forandring er det eneste sikre. Lad os se på kunstig intelligens – noget der for få år siden lød som science
fiction. Nu bliver den brugt som hjælpemiddel til lektier, undervisning, på arbejdspladser og i hverdagslivet.
Det er både vildt og lidt skræmmende, men mest af alt er det en påmindelse om, hvor vigtigt det er, at vi bliver ved med at være nysgerrige. At vi tør stille spørgsmål, også til det vi ikke forstår endnu.
For nogle af os har det måske været fristende at spørge ChatGPT om hjælp til en aflevering – og ærligt, vi har nok alle været der. Men det rejser også et relevant spørgsmål:
Hvad skal vi egentlig lære selv? Og hvad vil det sige at kunne tænke selv, når en robot kan skrive det hele for os?
Det er i sådan en tid, vi skal huske, at viden ikke kun handler om fakta. Det handler om dømmekraft, etik – og medmenneskelighed.
Og netop det har vi lært her: at tænke kritisk, at tage ansvar, og at turde undre os over det, vi endnu ikke forstår.
For vi har ikke bare lært pensum – vi har lært at tænke, at tvivle og at undersøge. Og netop det er måske vores vigtigste evne, når vi møder en fremtid, der – med eller uden AI – kræver mennesker, der tør være menneskelige. Vi kan alle blive enige om, at majoriteten bestemmer, hvad der er sandheden i en given tid, og på et givent tidspunkt. Men sandhed er ikke nødvendigvis det, flertallet tror på – det er ofte noget, vi først forstår med tiden, når vi tør tænke selv.
Igennem årene har vi fået opbygget et fællesskab på tværs af årgangene, samt på tværs af uddannelserne, STX og HF. Det skal vi være stolte af.
Både HF og STX kan føre steder hen, hvor der er en enorm frihed til at vælge sin næste station i livet. En station til at forme vores fremtid. Nogle ved endda måske præcis, hvad det næste skridt er, og andre finder ud af det undervejs. Begge dele er helt okay.
Vi bør alle love hinanden en ting. Hvis livet på et eller andet tidspunkt vælger at bremse en af os herinde, så skal vi være der for hinanden. For hvad har tiden på gymnasiet været værd, hvis vi ikke hjælper hinanden senere i livet?
Lad os fejre vores huer. Lad os værdsætte vores huer. Lad os bære huerne med stolthed – uanset om den er blå eller rød. Den er ikke kun et symbol på, at vi er
færdige på Tønder Gymnasium. Den er et bevis på, at vi har været villige til at lære og udvikle os som mennesker.
Tak til verdens mest rummelige skole. Tak til alle de gode skolekammerater. Tak til verdens bedste kæreste, og tak til min verdens bedste mor.
Tak for denne gang.
Lasse Sabinus Weng-Ludvigsen, student Tønder Gymnasium 2025