Peter Asmussen – Kandidat for Slesvigsk Parti i Aabenraa Kommune (KV25), skriver følgende:
Ifølge Dansk Erhvervs seneste analyser vil Aabenraa Kommune frem mod 2040 miste hele 12 % af borgerne i den arbejdsdygtige alder (20-69 år). Til sammenligning forventes Trekantsområdet kun at opleve et fald på 2 %. Sydjylland som helhed står til at miste omkring 26.800 arbejdsdygtige, svarende til et fald på 6 % – en af de største nedgange i Danmark.
Det er ikke blot statistik. Det betyder konkret færre hænder i ældreplejen, færre pædagoger i daginstitutionerne, færre lærere til børnene – og et stigende pres på erhvervslivet, der allerede nu oplever mangel på kvalificeret arbejdskraft. Samtidig vokser andelen af ældre, som har krav på tryghed, pleje og omsorg.
Denne udvikling kan vi ikke vente med at tackle. Jeg mener, at løsningerne skal sættes i værk allerede i den kommende byrådsperiode. Tre områder er afgørende:
1. Bosætning og landsbyudvikling – vi skal tiltrække børnefamilier og unge gennem bedre infrastruktur, attraktive boligområder og stærke lokalsamfund.
2. Seniorpolitik – ældre, der ønsker at bidrage på fleksible vilkår, rummer en vigtig arbejdskraftreserve, som både offentlige og private virksomheder bør udnytte.
3. Civilsamfund og foreninger – stærke fællesskaber kan supplere de offentlige indsatser og skabe nærhed, tryghed og liv i kommunen.
Demografisk modvind rammer hele Sønderjylland – Aabenraa, Haderslev, Sønderborg og Tønder – men vi kan vælge at se udfordringen som en anledning til fornyelse og samarbejde.
Derfor stiller jeg op til KV25. Jeg vil arbejde for, at Aabenraa går forrest og sikrer velfærden – ikke først i 2040, men allerede nu.
Kilde: Dansk Erhverv, befolkningsfremskrivning 2024
