De fire sønderjyske kommuner, Sønderborg, Aabenraa, Tønder og Haderslev, har slået sig sammen om den første, fælles sønderjyske bosætnings- og jobmesse, Bo og Jobmessen Sønderjylland. Den foregår fredag den 13. september kl. 12-15 i Ahlmannsparken i Gråsten.
De sønderjyske kommuner har stor fokus på at skabe spændende områder at bo i både i byen og på landet samt at skabe rammerne for et varieret udbud af virksomheder med attraktive jobs. Tilbuddene i Sønderjylland præsenteres nu på en fælles messe, Bo- og Jobmessen Sønderjylland.
Erik Lauritzen, der er borgmester i Sønderborg, ser frem til messen.
– Jeg er stolt af, at vi i Sønderjylland kan stå sammen om en messe, hvor interesserede tilflyttere kan dykke ned i de mange spændende muligheder, der er i hele Sønderjylland. Vi har lagt mange kræfter i at bygge en messe op, der fortæller om mulighederne i vores skønne landsdel, siger Erik Lauritzen på vegne af de sønderjyske borgmestre.
Formålet med messen er at tiltrække flere tilflyttere i den erhvervsaktive alder fra Danmark, Tyskland og andre lande til Sønderjylland. På messen kan de mulige tilflyttere få information og inspiration til at bo og arbejde i Sønderjylland.
På messen kan deltagerne møde en lang række sønderjyske virksomheder, der søger eller forventer at få brug for arbejdskraft i nær fremtid. Alle virksomheder har hovedsæde eller en afdeling i Sønderjylland.
Derudover kan man møde banker, ejendomsmæglere, advokater, byggefirmaer og revisorer, som kan give inspiration samt information til de mulige tilflyttere. På messen vil deltagerne også kunne få oplysninger om fx skat, børnepasning, skoler og kultur- og fritidsliv.
Interesserede kan læse mere her: www.sonderborg.dk/bo-og-jobmesse/
Der er stadig er enkelte ledige stande for virksomheder. Hvis man er interesseret i deltage i messen, kan man henvende sig til boogjobmessensoenderjylland@aabenraa.dk
Kilde: Sønderborg Kommune