Haderslevs borgmester og viceborgmestre er tilfredse med, at pilen i denne omgang pegede forbi Haderslev Kommune, da miljøminister Lea Vermelin forleden offentliggjorde placeringen af yderligere 10 naturnationalparker i Danmark. Pamhule Skov, Hindemade og Tørning har siden efteråret 2021 stået på ministeriets bruttoliste over 23 mulige naturnationalparker, men er ikke blandt de 10 områder, man arbejder videre med.
”Jeg er godt tilfreds med aftaleparternes beslutning om, at man ikke arbejder videre med idéen om en naturnationalpark i Haderslev Kommune. Projektet har mødt stor modstand i lokalbefolkningen, og især foreningernes indsigelser mod hegn i området har gjort indtryk på mig. De ved om nogen, hvad der skal til for at bevare og udvikle et godt friluftsliv til gavn for borgere i hele kommunen”, siger Mads Skau, borgmester i Haderslev Kommune.
Kjeld Thrane, 1. viceborgmester og formand for Kultur- og Fritidsudvalget bakker op:
”Vi har et stærkt foreningsliv i Haderslev Kommune, der blandt andet nyder rigtig godt af den natur, der er omkring Pamhule og Tørning, hvor vi har en bynær skov, der giver masser af udfoldelsesmuligheder for friluftslivet. Jeg er godt tilfreds med, at de muligheder ikke begrænses af hegn om skoven, så borgerne kan dyrke deres aktiviteter året rundt og ser også frem til at både vi som kommune og foreningslivet har mulighed for at afholde events i området fremover”, siger Kjeld Thrane.
Kommunalbestyrelsen i Haderslev Kommune er enige om, at selvom der ikke kommer en naturnationalpark, skal der også fortsat tages hensyn til naturen i området.
Henrik Rønnow, 2. viceborgmester og formand for Børne- og Familieudvalget, siger:
”Hele tunneldalsystemet med Stevning Dam, Tørning Å, Hindemade og Haderslev Dam, og skovene omkring, er populære udflugtsmål for borgere og gæster i kommunen. Det er allerede fyldt med god natur, hvilket det også vil være i fremtiden, selvom der ikke kommer en indhegnet naturnationalpark. Det skal vi som borgere og kommune naturligvis blive ved med at værne om.”, siger Henrik Rønnow.
Med dagens udmelding fra miljøminister Lea Vermelin kan borgerne i Haderslev Kommune ikke længere se frem til hegn omkring hele Pamhule Skov, Hindemade, Tørning Mølle og Sandkule Skov. Der vil dog fremover ske andre ændringer i Pamhule Skov, der er udlagt til urørt skov.
”Debatten om naturnationalparker i Danmark har sat ekstra fokus på, hvor stort og aktivt et friluftsliv vi har i de statslige skove, og derfor er det min forventning, at friluftslivet bliver inddraget i planerne om den urørte skov i Pamhule, så de fremadrettet har mulighed for at dyrke og udvikle foreningslivet i kommunen”, siger Mads Skau.
Kilde: Haderslev Kommune