Staten sender lidt over 15 mio. kr. til Sønderborg Kommune til genopbygning af kommunale bygninger og infrastruktur efter stormfloden i oktober 2023.
Derimod er der afslag på at låne, og det skaber stor frustration i Sønderborg Kommune.
Sønderborg Kommune har opgjort de samlede skader efter stormfloden i oktober 2023 til cirka 80 millioner kroner, hvoraf vejen til Kegnæs udgør den største anslåede udgift på cirka 50 millioner kroner. Staten har afvist, at en del af skaderne som støtteberettigede, og derfor har Sønderborg Kommune kunne søge om støtte til 60 mio. kr. Kommunen har netop modtaget tilsagn om tilskud fra stormflodspuljen på 15 mio. kr.
Der er også oprettet en lånepulje til stormflodsramte kommuner, som Sønderborg Kommune har søgt. Men her har Sønderborg Kommune fået afslag. Det skyldes, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet mener, at Sønderborg Kommune har en god likviditet.
Det er borgmester Erik Lauritzen særdeles utilfreds med.
– Forventningen var helt klart, at Sønderborg Kommune – og andre kommuner – ville få hjælp fra staten efter stormflodens store og massive skader. At vi kunne få tilskud til dele af genopbygningen, og så kunne vi lånefinansiere resten. Men det er ikke sket, og nu er vi ladt i stikken af staten. Vi er selvfølgelig glade for de 15 mio. kr., men afgørelsen stiller Sønderborg Kommune i en svær økonomisk situation, og det betyder, at kommunen selv skal finde 50-60 mio. kr. til genopbygningen. Så stormflodsmidlerne løser ikke den store opgave – særligt med vejen til Kegnæs – Sønderborg Kommune står med efter stormfloden. For når ministeriet påpeger, at vi har en god likviditet, så er den gode likviditet kun skabt, fordi der er budgetlagt penge til en lang række, igangsatte og vigtige projekter, siger borgmester Erik Lauritzen.
Bare se at komme i gang
Sønderborg Kommune har søgt om penge til genopbygningen af 16 projekter, som omfatter vejen til Kegnæs og Strandpromenaden i Sønderborg samt en lang række andre veje, broer, havne, færgelejer, stier, ridesti, trapper, elinstallationer, toiletbygninger, badebroer, gadelys og kystbeskyttelsesanlæg, herunder sluseanlæg.
Tilskuddet fra stormflodspuljen på 15 mio. kr. skal anvendes inden den 31. december 2024, og det skaber frustration hos Kirsten Bachmann, formand for Teknik-, By- og Boligudvalget.
– Vi står på tærsklen til en sommerferie, og Sønderborg Kommune har ventet på tilsagn om penge i snart otte måneder, før vi kunne gå i gang med genopbygningen efter stormfloden på det, vi ikke allerede har lavet af mindre reparationer. Det er urimelige vilkår, for det vil ikke blot kræve meget af vores forvaltning og medarbejdere at få udført reparationer og genopbygninger inden nytår, men også for de håndværkere, der skal udføre opgaverne. Det kan samtidig blive en svær prioritering at beslutte, hvilke projekter vi skal sætte i gang, hvis de skal være færdige inden årsskiftet, siger hun
Borgmesteren vil derfor fortsætte indsatsen for at få lydhørhed i København.
– Jeg har ikke til sinde at acceptere den manglende forståelse for Sønderborg Kommunes situation. Det her er langt fra det, som regeringen lovede. Vi har søgt de mulige maksimale beløb, og vi er skuffet over, at vi ikke får mulighed for at optage lån til stomflodsgenopbygningen. Derfor har jeg kontaktet det lokale folketingsmedlem for at få ham til at tage sagen op over for regeringen. Jeg er sikker på at andre kommuner, der må stå i en lignende økonomisk situation som Sønderborg Kommune, vil gøre det samme, siger han.
Kilde: Sønderborg Kommune