Jobpatruljen tjekker unges arbejdsforhold i Syd- og Sønderjylland

Jobpatruljen er klar. Pressefoto

Fra 1.-5. juli besøger Jobpatruljen arbejdspladser med unge feriejobbere over hele Sydjylland.

For 45. år i træk drager unge fra fagbevægelsens Jobpatrulje ud i det sydjyske sommerland for at tjekke løn- og arbejdsforhold for unge i fritids- og feriejob.

Fra 1.-5. juli er det planen at aflægge visit hos flere hundrede sydjyske virksomheder for at tale med deres ansatte fritids- og feriejobbere.

– Alt for mange unge kender ikke deres rettigheder på arbejdsmarkedet. Der er sågar unge, der slet ikke ved, at de har rettigheder. Det er Jobpatruljens opgave at ændre på dette, fortæller Peter Christensen, der er ansat af HK som koordinator for Jobpatruljen i Sydjylland.

Nogle af de brud på rettighederne, Jobpatruljen ofte støder på, er når mindreårige står alene i butik, løfter for tungt eller selv skal finde vikarer ved sygdom. Der er også mange unge i servicejob, der oplever et ubehageligt arbejdsmiljø pga. sure kunder.

– Det er så vigtigt, at de unge får et positivt første møde med arbejdsmarkedet, og det har vi alle et ansvar for at sikre, siger Peter Christensen.

Jobpatruljen består af frivillige unge aktivister fra Syd- og Sønderjylland. Den varetages af fagforeningerne 3F og HK med støtte fra en bred række af fagforeninger under Fagbevægelsens Hovedorganisation.

Målet er primært oplysning, men når aktivisterne opdager overtrædelser, indberetter de dem naturligvis til rette myndighed.

Kilde: HK Sydjylland