Danske Andelskasser: Tre lokale foreninger og initiativer modtager fondsmidler

Repræsentanter fra Broagerlands Rideklub, Sønderborg Kajakklub og Broballe Idrætsforening sammen med Steen Iwang (th), bestyrelsesmedlem i Fonden for Andelskasserne i område Syd

Tre lokale foreninger og initiativer har modtaget 36.435 kr., som de kan bruge til projekter og aktiviteter til glæde for lokalsamfundene. Pengene er uddelt af Fonden for Andelskasserne i område Syd.

Danmark er fyldt med energiske ildsjæle. Men selv den stærkeste virketrang kan bremses, hvis der ikke er økonomi til at føre de gode idéer ud i livet. Fonden for Andelskasserne i område Syd har netop til formål at støtte initiativer og aktiviteter, der vil gøre en synlig forskel i lokalsamfundene og har derfor givet en økonomisk hjælpende hånd til tre foreninger i Sønderborg Kommune.

De tre modtagere er:

  • Broagerlands Rideklub modtager 7.335 kr.
  • Sønderborg Kajakklub modtager 13.444 kr.
  • Broballe Idrætsforening modtager 15.656 kr.

Det glæder Mikael Skov, som er næstformand for Fonden for Andelskasserne i område Syd, at fonden kan være med til at sprede glæde og udvikling i lokalsamfundene.

”Uddeling af midler er vigtigt for os i fonden. Fonden er oprindeligt opstået fra de gamle Andelskasseområder, og vi er derfor glade for, at vi på den måde kan understøtte de lokale ildsjæle og udviklingen i lokalsamfundene, hvor vi stammer fra,” siger Mikael Skov.

For at komme i betragtning til fondens midler skal aktiviteterne finde sted i fondens område og fremme udviklingen af sociale, kulturelle og kreative fællesskaber. Vigtigt, fordi fællesskaberne bringer mennesker sammen og er til glæde for en bred kreds af lokale borgere.

For nylig mødtes ildsjæle fra de tre initiativer for at modtage den økonomiske håndsrækning fra fonden. Her deltog centerdirektør i Andelskassen i Sønderborg, Peter Viereck også.

”Som områdets lokale bank er vi stolte over at være med, når fonden bag banken uddeler midler til lokale initiativer. Det ligger dybt i vores DNA at bakke op om de lokalområder, vores kunder er en del af, og det glæder mig, at fondsmidlerne vil bidrage til at gøre en forskel for mange borgere i lokalområdet,” siger Peter Viereck.

På Andelskassens hjemmeside andelskassen.dk/om-banken/organisation-og-ledelse/fonde/fonden-for-andelskasserne-i-omraade-syd/ kan man holde sig orienteret om ansøgningsfristen for næste uddeling af støttemidler. Her finder man også ansøgningsskema og yderligere information om, hvilke betingelser ansøgningerne skal opfylde.