Danmark bruger sociale medier mest i EU – ni ud af 10 danskere er på de sociale medier

Ni ud af ti borgere brugte sociale medier i starten af 2023. Andelen af befolkningen på sociale medier var 6 procentpoint højere i 2023 (91 pct.) i forhold til året før, hvor andelen var 85 pct. De senest tilgængelige sammenlignelige tal fra de øvrige EU-lande er fra 2022, hvor Danmark var det land i EU, hvor udbredelsen af brug af sociale medier var højest. Frankrig havde den laveste andel af befolkningen på sociale medier med 44 pct. mens gennemsnittet i EU var 58 pct.

Det melder Danmarks Statistik ud i dag.

De mest anvendte sociale medier i 2023

Når 91 pct. af befolkningen er på sociale medier svarer det til ca. 4 mio. personer i aldersgruppen 16-74-årige, som er den population statistikken dækker. Facebook var fortsat det sociale medie, som flest brugte med 84 pct. Det næstmest udbredte sociale medie var Instagram (56 pct.) efterfulgt af Snapchat (45 pct.). En tredjedel af befolkningen havde en profil på den arbejdsrelaterede netværkstjeneste, LinkedIn.

Kilde: Danmarks Statistik