Covid-19: Nu kommer tyskerne

Nemmere at indrejse for færdigvaccinerede fra OECD-landene

Med virkning fra i dag lørdag den 5. juni 2021 kl. 16 sidestilles færdigvaccinerede fra OECD-lande, herunder Storbritannien og USA, og færdigvaccinerede fra ”gule” tredjelande, med færdigvaccinerede fra EU- og Schengenlande. Det vil sige, at de kan indrejse, hvis de kan dokumentere, at de er færdigvaccineret med en EMA-godkendt vaccine, og at der er gået 14 dage siden sidste stik. De vil være undtaget bl.a. fra krav om anerkendelsesværdigt formål og test- og isolationskrav. Dette gælder også i forhold til børn, gravide og ammende, der rejser med en færdigvaccineret tredjelandsborger, som således undtages fra krav om isolation, men ikke test. Det gælder dog ikke, hvis indrejse sker fra ”røde” lande.
Således skal tyske statsborgere heller ikke længere i isolation – de skal fremvise et vaccinepas eller en negativ test.

Ny hjemmeside for udenlandske turister lanceret

En helt ny hjemmeside er netop gået i luften –  covidtravelrules.dk – som skal sikre at turister og rejsende til Danmark løbende kan holde sig opdateret om, hvilke testkrav, regler og retningslinjer, der gælder ved indrejse og ophold i Danmark. Hjemmesiden er på engelsk.