Codan: Skift til sommerdæk for pengene, sikkerheden og klimaets skyld

Sommeren nærmer sig, temperaturen stiger, og derfor er påsken et rigtig godt tidspunkt at skifte til sommerdæk. Det gør dig mere sikker på vejen, og så slider det også markant mindre på dækkene.

Vejrudsigten peger i den rigtige retning for dem der hungrer efter sommer, og det er oplagt at bruge påsken på at skifte til sommerdæk på sin bil, så man kan undgå ærgelige skader.

“Det er surt at skulle undvære sin bil eller komme galt afsted, fordi man ikke lige fik skiftet i tide, og der er altså en risiko ved at køre med vinterdæk om sommeren. Derfor anbefaler vi, at man får bestilt en tid til dækskifte. Så slipper man måske også for at stå med en irriterende regning for en bule i bilen,” siger Jan Graversgaard, der er direktør for Skade Motor, Indbo & Sundhed i Codan Forsikring.

I påskeugen ser det ud som om, at vi det meste af tiden kommer til at ligge over syv grader. Og det har stor betydning for, om du skal køre med vinterdæk eller sommerdæk, forklarer Jeppe Damgaard, der er teknisk chef hos SOS Dansk Autohjælp.

“Gummiet i vinterdæk er meget blødere end i sommerdæk, og det påvirker både bremselængde, vejgreb, brændstofforbrug og slid på dækkene, så der er mange gode grunde til at få skiftet,” siger Jeppe Damgaard.

Dertil kommer, at sommerdæk også er bedre i vådt føre, så selv med et regnfuldt forår er du bedre stillet med sommerdæk end vinterdæk.

Større sikkerhed

Der er mange forskellige faktorer, der spiller ind på, hvordan man ligger på vejen. Det afhænger blandt andet af bilen, temperaturen og om du fx har hele sommerferiepakken med baderinge og surfboard liggende i en tagboks.

Men tommelfingerreglerne er:

•Bremselængde er cirka 15 procent længere, hvis du bruger vinterdæk om sommeren

•Vejgrebet er cirka 10 procent dårligere, hvis du bruger vinterdæk om sommeren.

Spar penge på at skifte til sommerdæk

Hvis du kører med vinterdæk om sommeren, får du mere modstand fra vejen, og det betyder, at du bruger mere brændstof, forklarer Jeppe Damgaard.

“Rullemodstanden fra dækkene betyder faktisk en hel del for benzinforbruget. Man siger, at rullemodstanden står for 20 procent af det samlede benzinforbrug,” siger han.

Et groft overslag er, at du kan køre omkring 25 kilometer længere på en tankfuld på 50 liter, når du har sommerdæk på. Derudover, så bliver de bløde vinterdæk hurtigere slidt, så du skal have nye.

Da du sparer både benzin og gummi fra dækkene, så er det også mere klimavenligt at skifte til sommerdæk.

Fakta om sommerdæk

•Sommerdæk giver bedre vejgreb, når temperaturen er over 7 grader

•Sommerdæk giver bedre vejgreb i vådt føre

•Bremselængden er cirka 15 procent længere, hvis du kører med vinterdæk om sommeren

•Vejgrebet er cirka 10 procent dårligere

Kilde: Codan Forsikring