Børnenes Musik Grand Prix 2024 afholdes i aften – Se og hør de otte finalister her

Årets finalister ved MGP. Fotos: Agnete Schlichtkrull. Collage: Christina Anaya

August, Naya, Candygirls, Vigga, Thomas, BVP, Mary og Lucas. Det er de otte navne, familier i hele Danmark skal lære at kende i aften lørdag den 24. februar kl. 19.00 på DR1, hvor årets MGP-finalister går på scenen i Koncertsalen i DR Koncerthuset til børnenes MGP 2024.

Årets værter er Jonas Madsen og Onkel Reje, og sammen med de otte finalister byder de velkommen til en aften, hvor intet er, som det plejer.

De nye MGP-sange kan høres nu og på DRTV kan man se otte korte musikvideoer med hver af finalisterne samt MGP Allstars-sangen ‘Intet er som det plejer’.

Hylder børnenes budskaber

Marlene Boel, chef i DR B&U og programansvarlig for MGP, siger:

– MGP er år efter år et unikt symbol på, hvad fællesskaber og venskaber betyder for både børn og voksne. Det er en aften, hvor vi hylder børn og børns budskaber og giver dem den ultimative platform til at sætte en dagsorden igennem musik og sange. Vi er utroligt glade for at årets sange afspejler børnelivets mange facetter, og som giver plads til både det svære og tunge samt det lette og sjove. De otte finalister er forbilledligt modige og dygtige til at formidle igennem deres sange og vi glæder os til at samle familier landet over til årets største børnefest i dag lørdag den 24. februar kl. 19.00 på DR1.

De otte finalister ved børnenes MGP 2024 er:

BVP: De Brandvarme Piger

(Foto: © (Foto: Agnete Schlichtkrull))

Gruppen BVP stiller op med deres sang ’De Brandvarme Piger’, og nej, den handler ikke om at have feber! For når man er brandvarm, så er man sej, og man har det godt med sig selv – og det har de tre piger i høj grad. Sangen handler også om, at man også skal huske at hjælpe andre med at føle sig seje, især når de er kede af det.

Pigerne i BVP kender hinanden virkelig godt. De er nemlig i familie med hinanden. Princecia og Tricia er søskende, og Isabella er deres kusine. Det var faktisk på en familietur til Uganda, at de skrev den brandvarme sang. Og brandvarmt bliver det også, når BVP sætter ild til den store MGP-scene med sang nr. 1!

Lyt til ’De Brandvarme Piger’ her.

Lucas: Bar’ Gør Det

(Foto: © (Foto: Agnete Schlichtkrull))

Kender du typen, der altid er klar til at starte dansegulvet? Sådan er 11-årige Lucas fra Hvidovre. Og han har skrevet sangen ’Bar’ gør det’, der netop handler om, at man bare skal give slip, danse og have en kæmpe fest. Og det er lige præcis den energi, du kommer til at se, når Lucas indtager MGP-scenen med sine fire seje dansere og skruer helt op for feststemningen.

Lucas er sikker på, at ingen kan sidde stille, når de først hører hans sang. Han satser på at få hele familien op af sofaen – både børn, voksne og bedsteforældre. Så kridt danseskoene, tænd diskolyset og gør klar til at danse med sang nr. 2!

Lyt til ’Bar’ Gør Det’ her.

Candygirls: Mere Slik

(Foto: © (Foto: Agnete Schlichtkrull))

Hvis du er vild med slik, så er du helt sikkert også vild med sang nummer 3. De tre veninder Agnes, Ava og Flora fra Hvidovre kalder sig Candygirls, fordi de er enige om, at slik er det allerbedste i verden. Lakrids, vingummi, chokolade, karameller, chips og faktisk bare resten slikbutikken – Candygirls kan slet ikke få nok. Og det er det, at deres sang ’Mere Slik’ handler om.

Pigerne har drømt om at være med i MGP siden de var helt små, og de glæder sig så meget til at stå på den store scene og starte en kæmpe fest. De håber alle vil danse med, og at forældrene hjemme i stuerne lærer, at alle dage burde være slikdage!

Lyt til ’Mere Slik’ her.

Naya: STOP!

(Foto: © (Foto: Agnete Schlichtkrull))

12-årige Naya hader mobning lige så meget som hun hader champignoner og edderkopper – og det er altså virkelig meget! Sangen ’STOP!’ er inspireret af, da en af Nayas gode veninder blev drillet, og den handler om, at mobning skal stoppes. Naya synes, at mobning er både dumt, meningsløst og spild af tid.

Hendes store håb er, at sangen kan være en støtte for andre børn, der er blevet drillet, og at den kan være med til at skabe en verden, hvor vi alle føler os inkluderet og respekteret. Så lad os sige ’stop’ til mobning og skabe plads til alle, mens vi synger med på sang nr. 4!

Lyt til ’STOP!’ her.

Vigga: Min Taske

(Foto: © (Foto: Agnete Schlichtkrull))

Viggas forældre er skilt, så hun pakker ofte sine ting for at rejse mellem sin mor og far. Den hverdag synger hun om i sin sang ’Min Taske’. Det kan nemlig være rigtig svært at være så meget på farten. Vigga håber på, at andre børn med skilte forældre kan spejle sig i hendes sang og genkende følelsen af at bo to steder. Og at de ligesom hende, også husker at have pyt-knappen klar, når noget ikke går som planlagt.

Vigga er 9 år gammel, og selvom hun er årets yngste deltager, så drømmer hun allerede om at blive en verdenskendt sanger, der rejser kloden rundt. Og de drømme sættes i gang med det store MGP-show, når hun tager sin trofaste taske over skulderen og optræder med sang nr. 5!

Lyt til ’Min Taske’ her.

Thomas: Jeg Er En Gamer

(Foto: © (Foto: Agnete Schlichtkrull))

Hvis du forstår, hvad nerf, DPS og pwned betyder, så er du måske en lige så stor gamer som Thomas. Han elsker nemlig at game så meget, at han har skrevet sangen ’Jeg Er En Gamer’. Sangen handler om, hvor fedt det er at game med sine venner, hvor svært det er for voksne at forstå ens gaming, og hvordan de tit prøver at begrænse, hvor meget man spiller.

Og hvordan viser man så, at man virkelig er en vaskeægte gamer, når man går på scenen? Man tager selvfølgelig nogle super seje dansere med, og gør noget, der aldrig nogensinde er set før til MGP – nemlig en MGP-dans i gamerstole! W00t!

Lyt til ’Jeg Er En Gamer’ her.

Mary: Unik

(Foto: © (Foto: Agnete Schlichtkrull))

Mary er 11 år og bor i Thisted. Hun har skrevet sangen ’Unik’, fordi hun synes, det er vigtigt, at man husker på, at alle er unikke, og at det er ok at være lige den, man er. Mary håber, at andre kan relatere til sangen, hvis de går og føler sig anderledes.

Mary har set MGP hvert eneste år, hun kan huske, og det er derfor en kæmpe drøm, der går i opfyldelse, når hun nu får lov til at gå på scenen til MGP. Hun drømmer om at leve af at lave musik, lige som hendes største idol Adele, og første skridt på vejen er at optræde med sang nr. 7 foran hele Danmark.

Lyt til ’Unik’ her.

August: Jorden Er Rund

(Foto: © (Foto: Agnete Schlichtkrull))

Har du prøvet, at nogen grinte af dig, fordi det tøj eller de sko, du havde på, ikke var det nye og smarte? Det har 13-årige August fra Næstved, og det var virkelig ikke en rar oplevelse. Derfor har han skrevet sangen ’Jorden Er Rund’, der handler om, at man ikke skal mobbe, og at vi mennesker sagtens kan være sødere ved hinanden.

Først var sangen bare til ham selv, men ved at dele den på MGP-scenen håber han, at den kan hjælpe andre, der selv har prøvet at blive drillet. Og det er faktisk langtfra den første sang, som August har skrevet. Han har nemlig en masse på hjerte og laver både musik og skriver sange i sin fritid.

Lyt til ’Jorden Er Rund’ her.

Kilde: DR