Jeg har lige holdt påskeferie. Sikkert ligesom langt de fleste danskere har gjort det. Det var dejligt. Dejligt med nogle fridage. Endda nogle dage hvor det danske forår viste sig fra sin allerbedste side med høj himmel, lune temperaturer og kun milde vinde. Foruden nogle smukke fridage hjemme i haven, så var jeg også så heldig at have nogle dage hjemmefra med familien. Og misforstå mig ikke – jeg elsker at holde ferie. Både hjemme, i Danmark og i udlandet. Både med familie og med venner. Og på alle mulige måder og årstider. Foruden ferier elsker jeg også at holde weekend. Når det så er sagt, så ønsker jeg at skabe lidt eftertanke i forhold til det med at holde fri.

’Jubii, i morgen er det weekend’, ’Jubii, kun 17 dage til næste helligdag’ eller ’Jubii, kun tre arbejdsdage endnu, så kan jeg slappe af’. Citaterne er sagt af ingen, ingen steder, men sagt af alle, alle steder. Helt sikkert også af mig af og til. Vi ved godt alle sammen, at ord skaber virkelighed, og de ord og de perspektiver, vi giver energi, ender hurtigt med at manifestere sig som en sandhed eller en virkelighed, som vi glemmer at udfordre. Ofte bliver de til floskler, som vi siger. Små sprogsprogspil vi siger, når den ”rette” kontekst er der. Og netop ’Jubii, nu er det snart weekend.’, er måske en af de floskler, som ender med at skabe en virkelighed, hvor ens arbejde bliver en tyngende bussemand, som man helst skal af med i en fart.

Stress er efterhånden en folkesygdom, og vi har altid travlt og ser frem til det næste, vi skal have overstået, før vi igen kan holde fri. Men skal vi ikke nyde arbejdet fremfor at lade den være en sur pligt, som bare skal overstås time for time indtil weekenden eller næsten ferie starter? Jeg synes, at det er enormt ærgerligt. Både for de af os, for jeg er ikke bedre end alle andre, jeg kommer også til at falde i floskelfælden, der bruger mere energi på at glæde os til weekend end at nyde vores mulighed for at passe et arbejde, men faktisk også til glæde for alle dem, vi udfører arbejdet for. Og her tænker jeg altså ikke nødvendigvis på din chef – for det er faktisk sjældent, at det er for din chef, du udfører dit arbejde. Du gør det for din næste. For andre mennesker. Hvis du er lærer, udfører du dit arbejde for eleverne, hvis du er SoSu-assistent på et plejehjem, udfører du dit arbejde for de ældre beboere, og hvis du arbejder i butik, arbejder du for dine kunder. Og de mennesker, eleverne, de ældre, butiksgæsten, de har det altså bedst, hvis de bliver mødt at en lærer, assistent, butiksmedarbejder, der er på arbejde med et smil på læben og med et alment overskud til at hjælpe.

Lad os italesætte det, jeg rent faktisk tror reelt er virkeligheden for langt de fleste af os; nemlig at vi både har et arbejde og en fritid, som vi er glade for. Hvis du endelig skal tælle ned til noget, så tæl ned til både weekend og arbejde. Der er ingen der har bestemt, hvilket job eller hvilken arbejdsplads du skal have, så hvis du har det så træls på dit arbejde, at din weekend- og ferienedtælling står over din arbejdsglæde, så skulle du måske overveje at finde et andet arbejde eller et andet arbejdssted. Først og fremmest for dem der er afhængige af digs skyld og for din egen skyld. Min hypotese er faktisk såre simpel: Hvis vi vender perspektivet bare en smule, og lader være med kun at se frem til weekenden, så tror jeg, at vores opfattelse af vores arbejde ændrer sig til det positive, så vi ser færre sygedage, større arbejdsglæde og bedre resultater i arbejdsudførelsen. Det koster intet for det danske samfund. Det har kun gevinster. Måske vil nogle komme frem til at de har et forkert arbejde, men i sådanne tilfælde er alle bedst tjent med, at man finder noget andet at lave.

Jeg vil slutte af med at sige, at jeg er så heldig, at der kun er tre dage til, at der starter en hel arbejdsuge uden fridage. En arbejdsuge hvor jeg får lov til at passe det arbejde på den arbejdsplads, som jeg er så glad for at arbejde og være på.