For en måneds tid siden var jeg til en to-dages konference i Århus. Vi var vel omkring 150 mennesker, og jeg var en af ganske få sønderjyder. Måske var vi to eller tre. Resten var kørt, sejlet, fløjet ind fra hele Danmark. Om aftenen på førstedagen, var der et liveband, som vi konferencedeltagere efter en festmiddag kunne nyde efter en lang dag med oplæg og netværk. Under festmiddagen blev der indtaget både øl, vin, vand og likør, og stemningen var god og snakken kørte lystigt mellem deltagerne ved de mange borde.
Da det blev annonceret, at livebandet snart skulle starte, kom der et let opbrud, og det passede mig egentlig ikke helt, at jeg skulle afbrydes i de, nok på grunden af vinen, særligt sjove, historier og hverdagsepisoder, der blev foldet ud. Men opbruddet kom og bandet begyndte at byde velkommen.
Op på scenen trådte en ung kvinde, som jeg straks følte mig i godt selskab med, og tankerne forsvandt hurtigt fra samtalerne ved bordet, og mit fokus var på musikken, fortællingen og kvinden på scenen. Rikke Thomsen hedder kvinden, der spillede til konferencen. Måske du kender hende.
Rikke bød og velkommen på et syngende sønderjysk. Hun fortalte om sin barndom i Blans, og hun fortalte mellem sangene om, hvordan livet på allerfineste vis havde udfoldet sig for hende. Ikke nok med at Rikke mellem sangene talte sønderjysk – hendes sange blev også sunget på sønderjysk. Men stor ironi og med stolthed i stemme og fremførelse blev jeg og de andre deltagere indført i ikke bare livet i Sønderjylland, men også indført i den sønderjyske dialekt.
Selvom det nu er en måned siden jeg hørte bandet spille, så har oplevelsen ikke sluppet min krop og mit hoved endnu, fordi koncerten fik mig til at tænke over dialekter, min anvendelse af eget dialekt, eller mangel på samme, og samfundets anvendelse af og mening om dialekter.
Folk, medier og komikere står i kø for at bruge dialekterne til at gøre grin med et folk, der tager dialekt. Fiktionen bruger dialekter for at præcisere en karakter. Den dumsmarte nordsjællænder, der taler med tydeligt nordsjællandsk dialekt. Den uoplyste bonde, der taler med tydelig sønderjysk dialekt. Men nu altså krydret med Rikke Thomsen dialektanvendelse som redskab til at udtrykke sig selv musikalsk. Det er kærkomment, at også denne vinkel nu er med. Noget som Rikkes popularitet bekræfter, at jeg ikke står alene med.
Tønder Kommune fik 1. januar en ny borgmester, Jørgen Popp Petersen (SP), og som politisk engageret menneske, har jeg naturligvis set de streamede kommunalbestyrelsesmøder, som Jørgen har stået i spidsen for. Han fører kommunalbestyrelsen og seerne godt igennem dagordenen på en smukt sønderjysk, og til sidste møde blev der i kommentarfeltet ved streamingen uddelt roser til Borgmesteren for at tale sønderjysk hele vejen igennem. Noget jeg også har konstateret, at han gør, når han er på landsdækkende medier. Nu mangler vi bare, at nogle værter på tv også giver sig i kast med de danske dialekter. Om ikke andet så i hvert fald på de lokale stationer.
Når først medierne, politikerne og kunsterne og kulturlivet begynder at stå værn om sønderjysk og de andre dialekter, så varer det formentlig ikke længe, før også min generation og de yngre generationer også tager dialekterne til sig. Og det ene udelukker jo ikke det andet, for som min far sagde til mig, da jeg var barn; ’det er en gave både at kunne tale sønderjysk og rigsdansk’. I dag kan jeg begge dele, men endnu føler jeg mig mest tryg ved rigsdansk. Men måske skal der laves om på det!?
Slutteligt skylder jeg at pointere, at Rikke ikke kun tryllebandt mig og de andre få sønderjyder – hun tryllebandt os alle. Tak for dialekten. Lad det være til inspiration for alle os, der lever i og blandt dialekter – og det er faktisk de fleste af os.