Birgitte Klippert: Hvornår har du sidst skammet dig?

Det er muligvis mange, der har skammet sig den seneste uges tid. Jeg skal under ingen omstændigheder lægge følelser i andre mennesker, men jeg tror nok, at jeg ville skamme mig lidt, hvis jeg fx var den altomsigkyssende Michael Dyrby, den nu dømte Inger Støjberg, den kondomuddelende Anne Engdal Stig Christensen eller den julefrokostholdende Boris Johnson.

Ovenstående fik mig til at tænke på skam.

Terapeuter, lingvistikkere og vores egen sprogekspert Adrian Hughes kan med sikkerhed lave en grundig og fyldestgørende definition af både betydning og anvendelse og den følelsesmæssige reaktion, der følger med ordet skam (og ordet skyld i øvrigt også).  Dem hverken kan eller vil jeg gå i rette med, og jeg skelner ikke skarpt mellem skam og skyld i dette indlæg. Jeg vil blot vende den (lille) skam, som vi føler, når vi har opført os barnligt, har skabt os, hvisker om nogen, og det så viser sig, at de står lige bag en, når vi bliver udstødt af Boozt, fordi vi har sendt 90 % af vores tøj retur til skade for både virksomheden og miljøet, når vi har glemt at overføre de 125 kr. til veninden, der står for den fælles gave, når vores bankrådgivers navn pludseligt står under indkomne opkald, og vi ved, at vi har et overtræk, når vi har spist ungernes slik, og når vi vågner morgenen efter en fest, hvor vi skulle være taget hjem to timer tidligere.

Jeg skriver vi. Fordi jeg tror, at vi alle har prøvet en eller flere af eksemplerne – eller nogle der ligner. En handling vi har gjort (eller ikke gjort), som udløser denne følelse af skam. Særlig hvis det involverer andre mennesker. Jeg kan godt skamme mig over, at jeg har kigget i julegaverne, men først når min mand opdager det, skammer jeg mig ”rigtigt”.

Men kan vi egentligt bruge denne følelse til noget? Vi kender den alle. Vi har oplevet den før, og vi kommer til at opleve den igen. Og så kan vi jo lige så godt forsøge at bruge den konstruktivt.

Vi kender alle skammekrogen.  Den findes vist ikke mere (heldigvis!), men den pædagogiske ide bag måtte være, at barnet skulle mærke følelsen af skam, huske følelsen næste gang barnet ville hive Camilla i fletningerne, stoppe op, tænke og beslutte at lade være for ikke at mærke den grimme følelse igen. Inden jeg bliver skudt i skoen, at jeg vil genindføre skammekrogen i Danmarks skoler, så er der en masse grunde til at ideen om skammekrogen er helt gal, og måske jeg engang skriver et indlæg, der hedder ”derfor skal vi ikke genindføre skammekrogen”, men det ændrer ikke ved, at ovenstående måtte være baggrunden for dens anvendelse, og jeg må indrømme, at jeg ser skam lidt på samme måde; som en markør for, at jeg måske skulle have gjort noget andet. En markør der hjælper mig, så jeg ikke hvisker om andre en anden gang. Eller at jeg som minimum kigger mig godt omkring inden.

Som alle andre mennesker vil jeg ikke have, at folk siger ”skam dig” til mig. Det skal jeg nok selv gøre. Jeg sætter mig selv i skammekrogen. Det tør jeg godt, fordi jeg tror på, at jeg rent faktisk udvikler mig, gør mig mere eftertænksom og måske endda til et bedre menneske. Måske skal vi til at skamme os lidt mere. Måske lidt mindre.

Uanset hvad så skal der herfra lyde et tillykke: kære Michael, Inger, Anne og Boris. Tillykke med at sidde i skammekrogen. Jeg lærer en masse, når jeg sidder der. Måske gør I også.

Hvornår har du sidst skammet dig?