Birgitte Klippert: Herlufsholms hemmeligheder

Læs Birgitte Klipperts mening om Herlufsholms hemmeligheder.

Vi er sikkert mange, der har kigget måbende til, mens Tv2 i et dokumentarprogram kunne skildre forholdene på den sagnomspundne kostskole Herlufsholm. Seksuelle krænkelser, ydmygelser, vold og ekskludering er nogle af de ting, som tidligere elever fra kostskolen berettede om.

Efter dokumentaren har debatten om kostskolen, og kostskoler generelt, hærget, og mangt en mening om skolen, traditionerne og konsekvenserne er blevet delt over både spisebordene og på arbejdspladserne. Endnu er jeg ikke stødt på en eneste, der ikke tager afstand fra de historier, som de deltagende i dokumentaren fortæller om, og endnu har jeg ikke mødt en eneste, der ikke synes, at det er både ret og rimeligt, at rektor Mikkel Kjellberg måtte fyres som konsekvens af de blotlagte hemmeligheder.

Men så stopper enigheden også. Når først der er taget afstand, deler meningerne sig i flere retninger. Nogle mener, at alle kost- og privatskoler i Danmark skal lukkes, nogle mener, at hele bestyrelsen skal afsættes og erstattes af nogle af ministeriet udpegede personer, nogle mener, at skolen skal lukkes og genstartes, mens andre igen mener, at det er indtil videre er sket, er ganske passende.

Danmarks Private Skoler, som er den organisation som Herlufsholm er organiseret under sammen med størstedelen af Danmarks øvrige kost- og privatskoler, har naturligvis også taget afstand fra den skolekultur, der afdækkes i dokumentaren, og de har hilst undersøgelser af landets øvrige kostskoler velkommen. Det er godt. Det er vigtigt, at vores moralske kompas ikke kommer i flere svingninger end godt er, og det er vigtigt, at vejret bliver trukket godt ned i maven, før alle kostskoler skæres over en kam og kræves lukket eller konstateres som helvedes forgård. Når skoleforeningen hilser undersøgelser velkommen, er det naturligvis fordi, der er tillid og en overbevisning om, Herlufsholms uhyggelige skolekultur hører netop dén skole til og ikke alle andre.

Der skal sættes en stopper for den skolekultur, der er på Herlufsholm. Det er nemt at sige, og vi mener det alle sammen. Løsningen er ikke at lukke skolen. Første problemstilling er, hvad vi skal gøre ved de børn og unge, der lige nu går og bor på skolen, har det godt, lærer noget og bliver dannet. Det skulle man som nok finde en løsning på, selvom det ville være et unødvendigt indgreb i de børn og unges hverdag. Den anden problemstilling er en lidt større udfordring, for den handler ikke bare om fysiske love. Den handler om menneskelige grundvilkår. Et grundvilkår hvor vi må konstatere, gennem hele menneskets historie, at det gode kun findes, fordi det onde også findes. Det onde er over det hele. I dig. I mig. I alle mennesker. I alle virksomheder. I alle skoler. Fordi det onde findes alle steder, der er mennesker. Denne konstatering betyder ikke, at der ikke skal tages afstand fra det onde, når det sker. Men kampen mod det onde er altså en kamp, som ikke kan vindes. Så at lukke skolen som en kamp mod det onde er en tabersag. I stedet bør man kigge på, hvordan det onde der opstår, kan blive håndteret på en måde, så det ikke gentager sig. I et retssamfund er er politianmeldelser én måde, hvorpå det onde kan håndteres, og det kunne da være et sted at starte. Simpelthen at få anmeldt alle de sager, der ligger som skygger fra fortiden. En anden håndtering af det onde, når det er sket, kunne være bortvisninger og afstandtagen. Derefter kommer alt arbejdet med den kulturændring, som er tvingende nødvendig. Et stort arbejde som den ny rektor og ny bestyrelse forhåbentlig allerede er i gang med.

Der skal andre boller på suppen på Herlufsholm.